Bendtsens pyrrhussejr

Der er ikke meget, der tyder på, at regeringens udspil med de såkaldte skattelettelser bliver en vindersag, hvis dysten mellem Bendt Bendtsen og Pia Kjærsgaard udløser det Folketingsvalg, som flere og flere anser for uundgåeligt.

Skattepolitik 26. august 2007 22:11

De seneste meningsmålinger viser, at i valget mellem skattelettelser og velfærd foretrækker vælgerne velfærdet. Skattetemaet er simpelthen overspillet. Det kom ind ved en fejl, fordi ¿skattelettelser¿ blev gjort til en overlevelsessag for de Konservative ¿ nemlig en forudsætning for fortsat deltagelse i en VK-regering. Statsminister Anders Fogh Rasmussen bøjede sig. Trods sine hidtil massive afvisninger af ændringer i skattepolitikken, kom Bendt Bendtsen-kravene med som et appendiks til Venstres omfattende kvalitetsplan, der handler om masseinvesteringer i den offentlige sektor. Og bedre borgerservice. Tætlæsning viser, at den foreslåede skattepolitik er ren Robin Hood: Der er tale om omlægning af skatterne ¿ med beskeden effekt for velhaverne og med tab for lavtlønsgrupperne, fordi der modsvares med øgede energiafgifter. Og dermed er det i overensstemmelse med regeringens skattestop: Øges en afgift, skal der ske tilsvarende lettelser andre steder i statens indtægtskilder. Fidusen er præsenteret som en vigtig konservativ sejr i det interne magtspil i regeringen. Og derfor omgående grebet af Pia Kjærsgaard. Dansk Folkeparti har i hele VK-regeringens tid været sikkerhedsnet ¿ og yderst medbestemmende i politikudformningen. I skatteudspillet blev partiet end ikke orienteret forud. Udlagt som en konservativ vindersag måtte fru Kjærsgaard opfatte det som en direkte krigserklæring. Gang på gang har hun forlangt at de Konservative ¿sættes på plads¿, når de har markeret holdninger, som hun ikke bryder sig om. Og hver gang har de konservative ydmyget og tænderskærende måttet stikke piben ind. Derfor blev hende reaktion som ventet: Skal der være skattelettelser, skal det batte. Ved at køre krav frem om mærkbare skattelettelser til sosu-assistenter, skolelærere, postbude og politibetjente præsterede hun endnu engang at cementere sig i rollen som ¿de fattiges værner og de riges ris¿ ¿ så det svier i den socialdemokratiske selvforståelse om patent på netop den rolle. Vælgeroplevelsen af det spil, kan aflæses af de eneste folketingsvalg. Statsministeren kan vælge at trække ¿skattedelen¿ ud af sit samfundsreformerende udspil om kvalitetsløftet. Den kan Dansk Folkeparti formentlig sluge i håb om at undgå et valg, hvis resultat kan sætte partiet uden for den berusende indflydelse, som Pia Kjærsgaard så indlysende har haft. Men kan de Konservative holde til et tilbagetog? Næppe. Pyrrhussejre vil æde partiet op. Giver situationen andet valg for statsministeren end at få efterprøvet sit mandat hos vælgerne? Næppe. Ved et uheld (læs: Bendt Bendtsens armvridning på Fogh Rasmussen) er regeringen kørt fast. Et valg kan flytte fokus til de to ¿storpartiers¿ oplæg: Venstres kvalitetsreform ¿ og socialdemokraternes 29 punkts-plan om borgerrettigheder. Et rettighedssamfund, som Helle Thorning Schmidt tidligere stærkt har advaret mod. Men som både en Krag og en Fogh Rasmussen kan hun roligt henvise til, at et standpunkt har man, indtil man ændrer det ¿ belært af udviklingen. Kommer valget nu ¿ på det her skitserede grundlag ¿ bliver det et voldsomt opgør mellem de to hovedmodstandere Venstre og Socialdemokratiet. Med sit nej til Skattelettelser og ja til Velfærd har Socialdemokraterne fået sat en dagsorden, der synes at gå rent ind. Der er ganske vist voldsomme mangler i det socialdemokratiske udspil. F.eks. er det ikke gjort op, om planen vil koste 10 eller 99 mia. kr. at finansiere. Og hvorfra skaffer man de mange hænder, der skal bære løfterne ud i virkelighedens verden? Det er spørgsmål, der skal besvares. Et valg vindes ikke alene på overskrifter. Her fører socialdemokraterne lige nu. Men nok så meget vindes det på troværdigheden til de politiske ledere. Rent ud konstateret: Kan de nye og uprøvede socialdemokrater matche et regerings-erfarent Venstre-hold, når mandskaberne slippes løs på afslørende tv-skærme? Det bliver et opgør, hvor partiernes identitet kommer på prøve. Kan vælgerne denne gang kende forskel på det socialdemokratiske Venstre og det socialdemokratiske Socialdemokrati? Ud fra de politiske målinger af vælgertilslutningen til partierne vil der fortsat være mandatmæssige ligevægt mellem V og S. Derfor er det nok så spændende og afgørende hvordan det går de partier, som kan ventes at få den endelige afgørelse på en regeringsdannelse: Først og fremmest de Radikale og Socialistisk Folkeparti. Så længe Marianne Jelved stod i spidsen for de Radikale var der ingen tvivl om den radikale kurs i valget mellem en Venstre-ledet eller socialdemokratisk-ledet regering. Med henholdsvis Margrethe Vestager og Villy Søvndal har de to partier skiftet både profil og signaler. Begges mål er at få isoleret Dansk Folkeparti med dets inhumane og hidtil dominerende rolle på regeringspolitikken. Det bør forpligte også de Radikale til en fælles ageren, når bogstavlegen efter et valg skal omsættes til reel handling. [ Bent Øberg bor i Aalborg og er uddannet journalist ¿ med en fortid på 27 år i A-pressen (bl.a. Ny Tid i Aalborg i 1960¿erne, chefredaktør på Bornholmeren i Rønne 1966-78), medarbejder på Jyllands-Postens Aalborg-redaktion 1981-93. I dag konsulent og politisk kommentator.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...