Betalingsmidler

Bendtsens selvskabte plage

Bendt Bendtsen har et problem. Og det kan den konservative økonomi- og erhvervsminister takke sig selv og sin chef for.

I valgkampens hede lovede Bendtsen, stærkt ansporet af statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), at forbrugerne ikke længere skal betale 50 øre i gebyr for at bruge Dankortet i forretningerne. I kroner og øre hørte det til valgkampens beskedne løfter, men det er dejligt enkelt og konkret for vælgerne. Vi kan se, om det bliver opfyldt, hver eneste gang vi køber ind. Bendt Bendtsens problem er bare, at han ikke umiddelbart har nogen løsning. Gebyret indgår i et forlig, som Dansk Folkeparti, De Radikale og Socialdemokraterne alle deltager i - men ingen af de tre vil sluge regeringens nye forslag. Det vil blot skjule gebyret og lade de kunder, der betaler kontant, være med til at betale. Bankerne er sure, og det samme er detailhandlen. Begge parter føler, at regeringen er løbet fra en aftale for at tækkes folkestemningen. Den følelse rammer vist meget godt. Sammen med gebyret skulle nye terminaler og de nye chipkort gøre kortet mere sikkert. Men da forbrugerne i første omgang kun blev præsenteret for afgiften, mens sikkerheden lader vente på sig, rejste der sig en folke- eller måske snarere medie-stemning. Det var den, Bendt Bendtsen gerne ville føje. Dankortet er en strålende opfindelse, og ordningen er både billig og effektiv. Alternativet havde været en stribe forskellige kort med diverse gebyrer på mange gange 50 øre hver gang. Derfor vil det være et stort tab, hvis nogle af bankerne eller de store butikskæder dropper den fælles ordning og i stedet indfører egne kort. I dag kan man nøjes med et kort overalt i Danmark - og sådan bør det fortsat være. Det er bestemt 50 øre værd. Umiddelbart kommer det bedste forslag til en løsning fra Dansk Folkeparti: Bankerne bør opkræve gebyret direkte hos deres kunder i stedet for via betalingen i butikkerne. På den måde får bankerne den 50 øre pr. transaktion, de er blevet lovet, butikkerne slipper for besværet - og forbrugerne kan håbe på konkurrence mellem bankerne, så gebyret bliver lavere.