Bendtsens triumf

Bendt Bendtsen styrket ud af landsråd, men skatte-løfterne kan give ham problemer

Skattepolitik 28. oktober 2002 07:00

KØBENHAVN: For Bendt Bendtsen personligt var det konservative landsråd i weekenden en triumf, men for regeringssamarbejdet varsler mødet lidt besværligere tider. Forude ligger også kimen til uro i partiet omkring dets krav om markante skattelettelser. Bendt Bendtsen blev hyldet. Det hører selvfølgelig med til historien, at konservative ledere er blevet hyldet på hvert eneste landsråd de sidste 10 år, uanset hvem de var - og der har som bekendt været adskillige! - men denne gang virkede det nok mere ægte, og det blev støttet af en meningsmåling, hvor tre fjerdedele af de konservative vælgere i målingen synes, at Bendt Bendtsen er den rigtigere, og hvor de ikke ser noget klart alternativ til ham. Det er måske en fordel, at det tidligere så urohærgede parti ikke har en umiddelbar kronprins. De konservatives landsråd er ikke nogen egentlig trussel mod VK-regeringen, men partiet vil fremover optræde mere borgerligt og mere utålmodigt over for regeringens midtersøgende politik, som først og fremmest Venstre er bannerfører for. Linien var der før landsrådet, men de delegerede var overraskende kritiske over for partiets rolle i regeringen, og det vil understøtte partiets anstrengelser for at blive mere synlig i regeringssamarbejdet. Først og fremmest vil presset for skattelettelser vil blive forøget. Foreløbig har de konservative her haft succes med at presse Venstre, men efter denne weekend er det klart, at presset er forstærket. Partiledelsen er pisket til at skaffe skattelettelser. Kommer de ikke fra 1. januar 2004 som lovet, vil Bendt Bendtsen have et meget stort forklaringsproblem over for sine egne. Han vil under alle omstændigheder nemt stå et forklaringsproblem, for det bliver meget svært at skaffe milliarderne til de ”markante” skattelettelser, Bendt Bendtsen kræver. Skattestoppet beslaglægger over en milliard årligt, og regeringen skal næste år bruge flere milliarder til at lette ”gift-skatterne” inden grænsehandelen gives fri samt til en omlægning af registreringsafgiften. De milliarder er så ikke til rådighed til skattelettelsen, hvor Venstre jo ikke vil bruger de milliarder, skattelettelser giver i slags synergieffekt, og hvor Venstre heller ikke er parat til at røre ved de offentlige ydelser, de konservative er parat til at beskære. Resultatet kan meget vel være skuffelse over de skattelettelser, der bliver råd til, og så risikerer Bendt Bendtsen ballade.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...