Benet reddet af ny teknik

74-årig lykkelig for indgreb, der reddede ham fra endnu en amputation

AALBORG:Torsdag i sidste uge tegnede til at blive en sort dag for 74-årige Christian Gaarn Svendsen, fra Langholt. Efter i fem år at have levet med en protese som erstatning for det højre ben, havde han fået besked om, at blodomløbet i venstre ben nu også var så dårligt, at amputation var eneste udvej. I en uges tid havde sår og sorte pletter bredt sig, på foden og underbenet. – Det var hårdt at køre ind på Aalborg Sygehus for at få beskeden om, hvor højt oppe de ville sætte benet af, siger Christian Gaarn Svendsen. Men det gik ikke så galt, som den tidligere landmand fra Langholt havde frygtet. I dag tøver han ikke med at kalde det et mirakel, at han stadig har sit venstre ben i behold. Efter nærmere undersøgelser vurderede læger og karkirurger, at Christian Gaarn Svendsen med fordel kunne behandles med en helt ny metode, der er taget i brug på afdelingen. Princippet i behandlingen er, at man skaber plads i blodårerne, ved at udvide forsnævringerne med en ballon, så blodet kan strømme frit – som man kender det ved hjerteoperationer. "Et rent under" – Tre timer efter at jeg var ankommet, lå jeg på operationsbordet og kunne på en skærm følge med i, hvordan kateteret gik ned gennem årerne, fortæller en benovet patient. – Det var så stor en følelse, at det næsten ikke er til at beskrive, siger Christian Gaarn Svendsen og kalder behandlingen "et rent under". – Hver gang de havde fjernet en forsnævring, kunne jeg mærke, at det begyndte at klø i det ellers følelsesløse ben. Det blev varmt, og jeg mærkede, hvordan der langsomt kom liv i benet igen, og de sorte tæer blev røde. – Samtidig kunne jeg følge læger og sygeplejerskers begejstring, fordi de kunne se, hvor fint mit ben reagerede på behandlingen, siger Christian Gaarn Svendsen og fortæller, at hverken han selv eller den praktiserende læge havde hørt om den mulighed. – Det var fantastisk, at jeg kunne ringe til min kone og fortælle, at benet alligevel ikke skulle amputeres, og dagen efter kørte jeg hjem i min egen bil, lyder det fra pensionisten, stadig lidt undrende over det overraskende forløb. Lægen imponeret – Min egen læge var også dybt imponeret, da han så benet efter behandlingen, og kunne konstatere, at der igen var liv i både ben og fod. Christian Gaarn Svendsen synes, at det er på sin plads, at rose personalet i en tid, hvor de er udsat for megen kritik, som følge af konflikten. – Tænk, at jeg oprindelig kom ind til en halv times forundersøgelse, og så ender det med, at jeg ligger på operationsbordet med et helt hold af dygtige mennesker, der redder mit ben fra amputation – det synes jeg er ganske fantastisk, siger Christian Gaarn Svendsen.