Benitez er ligeglad med Mourinho-kommentar

Real Madrid-træner Jose Mourinho har mere end antydet, at han vender tilbage som manager for Chelsea.

Benitez er ligeglad med Mourinho-kommentar

Rafael Benitez, hvis kontrakt som manager for Chelsea udløber til sommer, vil ikke bruge for mange kræfter på, at Real Madrid-træner José Mourinho efter spaniernes Champions League-exit tirsdag aften antydede en tilbagevenden som Chelsea-manager i næste sæson.

- Det er ikke mit bord. Jeg vil bare koncentrere mig på vores næste kamp, siger Benitez ifølge ESPN.

Benitez hentyder til torsdagens Europa League-semifinale mod FC Basel. Her skal Chelsea på hjemmebane forsvare en 2-1-føring fra det første opgør.

Mourinho, der var en meget populær Chelsea-manager fra 2004 til 2007, sagde blandt andet følgende efter Real Madrids exit til Borussia Dortmund i Champions League-semifinalen:

- Jeg er elsket af nogle klubber, specielt én.

Foruden at være tæt på Europa League-finalen ligger Chelsea for tiden nummer tre i Premier League, hvilket i givet fald vil kvalificere London-holdet til næste sæsons Champions League.

Mourinho førte Chelsea til to engelske mesterskaber. Portugiseren vandt også FA Cuppen en enkelt gang, mens Liga Cuppen blev vundet to gange.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.