Detailhandel

Benjamin beriger byen

Fremgang for Farstrups eneste dagligvarebutik

FARSTRUP:Livet for borgerne i kommunens næst-største by ville alt andet lige blive mere besværligt uden adgang til at købe dagligvarer lokalt, men købmanden lever og har det tilsyneladende godt. - Omsætningen er steget med 17 procent, siden jeg startede, konstaterer 23-årige Benjamin Andersen, Han overtog den mangeårige købmand Elses butik i april, og omdøbte den til Benjas Nærkøb. Så godt går det, at købmanden nu har ansat en lærling: 18-årige Ane Stoltze, der som chefen har dybe rødder i lokalsamfundet. Den første lærling i butikken i mands minde. - Han er bare så hjælpsom, og atmosfæren er bare helt i top, fornemmer Ane Stoltze. Købmand Benjamin forklarer fremgangen i omsætningen på næsten en femtedel med især udvidede åbningstider. Ikke mindst søndagsåbent 7.30-14. Lørdagene og hverdagene er også blevet længere - en typisk arbejdsdag for købmanden er i øjeblikket på op mod 15 timer - næsten 100 timer om ugen. - Udvidelsen af varesortimentet betyder også noget for fremgangen.. Vi sælger op mod 400 rundstykker i weekenden, 40 til 50 franske hotdogs pr. dag især til elever fra Farstrup Skole, der også køber adskillige romkugler. Benja har nu sat priserne på 82 udvalgte varer ned for at matche discountbutikker. Som svine- og oksekød. - Jeg drømmer om at udvide, men det kræver trods alt lidt flere penge i kassen.