Benspænd indstillet til nominering

Jørgen Leths og Lars von Triers dokumentarfilm "De fem benspænd" valgt foran bl.a. Susanne Biers ny film

Jørgen Leths og Lars von Triers dokumentarfilm "De fem benspænd" bliver den danske deltager i opløbet om at blive indstillet til en Oscar-nominering blandt de udenlandske og ikke engelsksprogede film. Filmen havde premiere i efteråret 2003 og er med godt 12.000 solgte billetter herhjemme blevet en pæn biografsucces. Desuden har den gået sin sejrsgang på en række internationale festivaler, bl.a. Venezia, Sundance og Toronto. Alligevel har den komité af danske filmfolk, som valgte "De fem benspænd," truffet et valg, der vil overraske mange, både i og uden for branchen. Blandt filmene på listen kunne komitéen også have valgt Annette K. Olesens "Forbrydelser," som deltog i dette års festival i Berlin, og Susanne Biers ny spillefilm, "Brødre," der havde premiere fredag og blev modtaget med fine anmeldelser. Filmene skal have haft biografpremiere i perioden 1. oktober 2003 - 30. september 2004. Ifølge Ritzaus oplysninger har der i branchen været overvejelser om at rykke den med spænding imødesete politiske thriller "Kongekabale" frem fra den planlagte premieredato, som netop er den 1. oktober. Det skete imidlertid ikke, og dermed bliver filmen først om et år en mulig kandidat til Oscar-indstilling og -nominering. Afgørelsen om indstilling træffes af en komité, hvor medlemmerne af filmbranchen udskiftes hvert år, så der ikke kan opstå interessekonflikter. I år bestod komitéen af skuespiller Jesper Christensen, instruktør Lone Scherfig, producent Tine Grew Pfeiffer, manuskriptforfatter Gert Duve Skovlund, fotograf Jørgen Johansson, biografdirektør og -distributør Kirsten Dalgaard samt fra Det Danske Filminstitut (DFI) adm. direktør Henning Camre og områdedirektør Anders Geertsen. Hver nation kan indstille én film til årets Oscar-nominering. Filmene vurderes herefter af organisationen bag uddelingen, Academy of Motion Picture Arts and Sciences, der blandt de normalt omkring 50 kandidater indstiller fem til nominering. Disse fem offentliggøres 25. januar, og selve Oscar-kåringen finder sted 27. februar. Danske spillefilm har to gange hjemført denne Oscar, "Babettes Gæstebud" i 1987 og "Pelle Erobreren" året efter. I 1990 var "Dansen med Regitze" med blandt de nominerede, men uden at hjemføre den eftertragtede statuette, og det samme er tidligere sket for tre andre danske film: "Qivitoq" i 1956, "Paw" i 1959 og "Harry og kammertjeneren" i 1962. /ritzau/