Kunst

Bent Haller er søgt i læ

Intet har hidtil kunnet forhindre forfatteren Bent Haller i at søge op ad stigen mod det fuldendte

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Aalborg, obels have HasserisForfatter Bent Haller

Forfatteren Bent Haller har sagt farvel til den friske og vedvarende blæst ved Thisted Bredning og er kommet i læ af træerne i Mølleparken i Aalborg-bydelen Hasseris.

Det var i Aalborg, at Bent Haller boede, da han i midten af 1970’erne slog igennem som forfatter, men så fik hustruen Alice job i Thisted. Nu er årene gået. Huset blev for stort, efter de fire børn var flyttet hjemmefra, og Alice Haller vidste, hvor hun gerne ville bo bagefter. På bakken op mod Mølleparken.

- Vi er kommet hjem. Cirklen er sluttet, konstaterer Bent Haller, uden at det betyder, at bevægelsen er standset. Han er stadig på vej. Selv efter knap 140 bøger og en ny roman til efteråret sigter han efter sin svanesang. Bogen, der sætter alting på plads, og gør alt, hvad der gået forud, til kun skriveøvelser.

Og i den sammenhæng er det ham lige meget, om han arbejder i Thisted, Aalborg eller på bagsiden af månen.

- Bare der er ro, og det er der her, siger han og nikker ud mod de endnu nøgne træer i parken uden for den lille have, hvor han med held forsøger at lokke fugle til.

Heller ikke det faktum, at Bent Haller næste gang fylder 67 år, får ham til at overveje pension. Ej heller, at han modtager livslang ydelse fra Statens Kunstfond og er den forfatter, der får udbetalt tredjeflest bibliotekspenge.

Nok har han indskrænket sit virkefelt til at skrive, tegne og male akvarel, og lagt oliefarver, hammer og mejsel fra sig, men han agter at blive ved så længe, han bevæger sig op ad stigen mod den fuldendte.

Han priser sig lykkelig over, at han ikke - som nogle forfattere - begynder på det øverste trin, og som måske kun har ét værk i sig. Det gør det i sagens natur umuligt at bevæge sig opad.

Alderen, eller nærmere erfaringen, gør det også sværere at tage trin op.

- Fordi man stiller større og større krav til sig selv, siger Bent Haller.

Tvivlen gør det heller ikke nemmere, men den er nødvendig.

- Usikkerhed er en god ting, synes han, der for længst gav sig selv besked om at sige ja, når nogen stillede ham en kunstnerisk opgave - også før han vidste, om han kunne løse den.

- Man er nødt til at være lige på kanten af, hvad man kan, siger Bent Haller, der advarer kunstnere om at sidde stille med det, de ved, de kan.

- Så bliver man også stillesiddende oppe i knolden, og så risikerer man at komme til at lave noget, der ikke interesserer folk, og så er man færdig.

Den evige søgen indebærer, at dét, der ikke er godt, må lægges i skuffen eller kastes bort. Og for at sikre, at det sker, supplerer Bent Haller sin selvkritik med hele tre redaktører, der som hovedopgave har at opfordre ham til at skære ned eller smide væk.

- Hvis det er overflødigt, så skal det ud, siger han og konstaterer, at den holdning ikke synes at gælde romaner skrevet efter amerikansk forbillede eller mangen en krimi.

- Pustet op som en hamborgryg, mener Bent Haller, der ikke mener, man skal besvære læserne med tomgang eller meningsløse dialoger.

- Læseren skal kunne glide igennem en tekst, og ikke mærke det bøvl og besvær, forfatteren måtte have haft.

Det kan også være tale om en hel roman, de ikke finder værd at udgive, og så får den lov at ligge en tid i skuffen.

- Det er svært at smide 400 sider i skraldespanden. Man har jo trods alt brugt nogen tid på den, siger Bent Haller, der dog er parat til at smide væk, hvis romanen ikke kan repareres.

Udpræget sentimental er han ikke.

Den dag han skulle flytte fra Thisted til Aalborg, kørte han således et par hundrede malerier til forbrændingen. Han var jo færdig med dem.

- Jeg kikkede dog ikke for længe på dem, fortæller Bent Haller med et smil, der fortæller, at et nærmere kik nok ville have betyder, at flere har overlevet. Han har gemt nogle, hans børn har fået nogle, men gemme for at gemme eller med tanke om et museum falder ham fjernt.

Især det sidste.

- Det er provinsmuseer nok, fnyser han.

Rigtige museer med rigtig god kunst kan han derimod godt se idé med. Fordi det er vigtigt at se godt kunst, hvad beskueren ved, hvad han ser, eller det er en kunst-turist, der ”har sagt ja til at tage med konen til Munch-udstilling på Aros”, eller står i kø for at se de store kendte værker.

Selv hader han i øvrigt at stå i kø, men han gjorde det engang. Stod i en kilometerlang kø rundt om Guggenheim-museet i Berlin.

- Og jeg fortrød det ikke, smiler han.

Derimod ser han ingen mening i, at der udstilles amatørkunst. Han synes, det er godt, hvis pensionist Pedersen giver sig til at male, fordi vedkommende får tid. Det er god beskæftigelse og det kan være med til at åbne øjnene for, hvad god kunst er. Men at udstille, der bør amatøren ikke byde publikum, synes Bent Haller og advarer imod, at man ”lader alting blive til kunst”.

- Når alting bliver til kunst, så mister det mening, siger Bent Haller, og tilføjer, at så nemt er det altså heller ikke at lave kunst, siger forfatteren, der er uddannet billedkunstner fra Det Jyske Kunstakademi og har studeret kunsthistorie på Aarhus Universitet og betror, at jammerlige malerier og alle ”de elendige skulpturer, der står rundt omkring”, er en plage for ”os, der har forstand på det”.

Det var i øvrigt ikke en kunstnerisk vurdering, der lå bag afbrændingen af de mange Haller-malerierne. Han syntes bare ikke, det gav nok mening at gemme dem.

- Verden er ikke blevet et ringere sted, fordi de er røget ud, siger Bent Haller, der føler det opløftende, at alt er glemt om 100 år.

- Kunst skal fungere nu, ikke fylde op, siger han og roser de skiftende kinesiske dynastiers sædvane med at brænde alt, hvad det foregående dynasti stod for.

Gammel kunst har det med at dø, argumenterer han, og det bør kun bevares for forskningens skyld.

- Det er kunstens væsen at finde nyt, siger han og fremhæver den islandske installations- og lyskunstner Olafur Eliasson for netop at finde nye veje.

- Dem havde han ikke fundet, hvis han ikke havde smidt de lærreder væk, der kun udfolder sig i højden og bredden. siger han med henvisning til, at også Olafur Eliasson begyndte med at male malerier.

Mere i læ har Bent Haller altså ikke søgt, selv om han er kommet til mildere egne, og savner han blæsten og får brug for vandet, så tager han en tur til sit hus i Kandestederne og får blæst på.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst