EMNER

Benzinpriser gør bilferien en smule dyrere

Listeprisen på benzin er steget med næsten en krone i forhold til sidste år, og derfor bliver bilferien en anelse dyrere

KØBENHAVN:Mens én liter benzin sidste år i juni kostede 8,58 kroner, så er den i år steget til 9,49 for en liter blyfri oktan 95. Det kommer til at kradse lidt i ferieøkonomien hos de danskere, der holder af bilferie. NORDJYSKE har regnet på nogle eksempler på, hvad det kommer til at koste ekstra for den bilferierende dansker. Den mest solgte bil i Danmark er Peugeot 307, og den vil være udgangspunktet for beregningerne. I 1,6 liters-versionen kører den 13,9 kilometer på literen. Ifølge FDM er Lido i Italien et typisk bilferiemål for danskerne, og en tur dertil fra Aalborg lyder på 1970 kilometer, hvilket i alt giver en ekstra udskrivning set i forhold til sidste år på 128 kroner. Snupper man en tur til Peugeotens hjemland og kører til Paris, skal man af med 88 kroner mere end sidste år. Vil du blive i Danmark og kører en tur til hovedstaden i din ferie, bliver det 27 kroner oven i sidste års budget. Til gengæld sparer du en halvtredser på broen, så alt i alt bliver turen billigere.