Benzinstigning forhøjer fradrag

58 øre stiger listeprisen i dag. Skatteministeren forventer højere befordringsfradrag

Nordjylland 1. september 2005 06:00

NORDJYLLAND: De stigende benzinpriser betyder sandsynligvis et højere befordringsfradrag, mener skatteminister Kristian Jensen. Ulogisk skridt, mener Dansk Folkeparti. - I november træder ligningsrådet sammen for at fastsatte et nyt niveau for befordringsfradraget, og det gør de blandt andet ved at se på, hvordan benzinprisen har udviklet sig, så jeg kan sagtens forestille mig, at befordringsfradraget bliver hævet, siger skatteministeren. Prisen på benzin er med dagens rekordprisstigning på 58 øre vokset med næsten tre kroner pr. liter i år. Midt i august rundede listeprisen for en liter 95 oktan benzin den magiske grænse på 10 kroner. - Derfor er der udsigt til, at problemstillingen bliver taget op overfor alle os, der bruger bilen til arbejde, siger Kristian Jensen Forleden satte Dansk Folkeparti de høje benzinpriser på dagsordenen i finanslovsforhandlingerne. Partiet vil sænke benzinafgifterne, fordi prisstigninger rammer bilisterne urimeligt hårdt. Men lavere afgifter bliver der ikke tale om, siger skattemininister Kristian Jensen. - Det er vigtigt at få med, at staten ikke tjener ekstra på grund af de høje benzinpriser. Benzinafgiften afregnes per liter og den moms, som vi tjener ekstra på grund af prisstigningerne, taber vi igen, fordi forbrugerne så ikke har så mange penge til tøj, mad og møbler, siger Kristian Jensen. Men det argument preller af på Dansk Folkepartis skattepolitiske ordfører, Kristian Thulesen Dahl. - Det er ulogisk. Hvis det er et problem for dem, der skal på arbejde, så er det jo også et problem for alle andre, siger han. Kristian Thulesen Dahl er dog glad for at regeringen kommer partiet i møde på nogle punkter. Han fremhæver varmehjælpen til de ældre, som et område, hvor det kunne hjælpe meget at lave en ny beregning af støtten - baseret på de nye, høje oliepriser. Der er med stigningen på 58 øre tale om den største enkeltprisstigning nogensinde. Den skyldes orkanen Katrina. Med sin hærgen i oliefelterne i den mexicanske golf har orkanen sendt priserne på benzin på verdensmarkedet dramatisk i vejret - og olieprisen, der en overgang var over 70 dollar per tønde, forplanter sig altså nu til de danske bilisters pengepung. Hos OK betyder prisstigningen, at en liter 95 oktan blyfri kommer til at koste 10,68 kroner. Hos HydroTexaco bliver prisen hævet til 10,75 kroner literen, oplyser direktør Niels Erik Samdal. - Orkanen har skabt en mangelsituation, og når der mangler varer, så er tendensen altid prisstigninger på benzin på verdensmarkedet. Og det sker altid meget hurtigt. Hvornår prisen falder igen, er svært at sige, men det kan meget vel ske allerede i morgen, siger Niels Erik Samdal til Ritzau. Ifølge beregninger fra analytikere betyder prisstigningerne på benzin gennemsnitligt 500 kroner mindre om måneden til forbrug for en dansk familie.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...