Berbatov: Nytteløst at blive i Manchester

Bulgarske Dimitar Berbatov ser ingen grund til at fortsætte tilværelsen på Manchester Uniteds bænk

LONDON:Det giver ikke længere mening for bulgarske Dimitar Berbatov at blive hos Manchester United.

Så entydig er meldingen fra den 31-årige angriber, der nu for alvor er gået i offensiven for at forlade de engelske sølvvindere.
- Jeg elsker den her klub, men jeg er ikke til nytte for nogen, hvis jeg ikke spiller. Og jeg vil spille.
- Af uvisse årsager kommer jeg ikke til at spille - eller mine chancer er i hvert fald begrænsede - så det er bedst for alle, at jeg siger farvel, siger Berbatov ifølge Reuters.

Prisskilt på fem millioner pund

Berbatov, der har scoret 48 mål for Bulgarien, har mistet sin plads i Uniteds startopstilling, selvom klubben så sent som i marts benyttede sig af muligheden i hans kontrakt for at forlænge aftalen med et år.

Ifølge Berbatov er manager Alex Ferguson villig til at slippe ham for fem millioner pund (47 millioner kroner), men er kommet i tvivl efter at have læst nogle interne papirer fra klubben.
- Jeg har læst papirerne, og jeg kan se, at de siger 10 millioner pund. Derfor talte jeg med Sir Alex, og han siger fem millioner, skriver Berbatov på sin Facebook-profil.
- Hvem siger sandheden, hvad tror du?, skriver spilleren.
Berbatov blev i 2008 solgt til United af Tottenham Hotspur for over 350 millioner kroner.

Efter Rooney og Hernandez

I sin første sæson i Manchester scorede han 14 gange efterfulgt af 12 scoringer i den efterfølgende.

I sin tredje sæson endte han som topscorer med 22 mål.
På trods af det måtte han i den seneste sæson se sig selv bag både Wayne Rooney, Danny Welbeck og Javier Hernández i kampen om en plads i front for United.
Alex Ferguson har da også erkendt, at han ikke længere er i stand til at garantere Berbatov spilletid på førsteholdet.
/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.