Redningsvæsen

Beredskab ved forureninger strammes op i Hjørring

Det var ikke godt nok, at der gik flere timer, før myndigheder blev alarmeret i forbindelse med forurening i Hirtshals, erkender borgmester.

Belært af forureningen 7. februar i Hirtshals, hvor der ved et uheld løb havnevand ind i drikkevandsnettet, bliver der nu strammet kraftigt op på beredskabet. - Vi må erkende, at det slet ikke var godt nok, at der gik flere timer før de rigtige myndigheder blev alarmeret, siger borgmester Arne Boelt (S). Derfor er beskeden klar fremover: Hvis borgere, virksomheder eller andre opdager, at der er noget galt med drikkevandet, skal der straks ringes til alarmcentralen 112. - Det er ikke for at skabe panik. Men vi lever altså i en tid, hvor nogen kan få meget ubehagelige ideer, og her kan en bevidst forurening af vores drikkevand udløse en katastrofe, siger Arne Boelt. Ud over at indskærpe procedurerne, bliver der nu også monteret kontraventiler på aftapningshanerne på havnen, så det ikke er muligt, at der løber forurenet vand ind i drikkevandsnettet Redegørelsen dokumenterer også, at det var et grønlandsk skib, der i forbindelse med en brandøvelse forårsagede forureningen.