EMNER

Beredskabet slap helt for opgaver nytåraften

Viceberedskabschef undgik at skulle rykke ud til brande

SÆBY:Nytårsaften fik et særdeles roligt forløb i Sæby Kommune. Således blev det overhovedet ikke nødvendigt for Beredskabscenter Sæby at rykke ud. Slukningskøretøjerne fik lov at blive i garagen. - Jeg kan ikke mindes, at vi nogensinde tidligere har haft en så rolig nytårsaften, fortæller viceberedskabschef Reval Gade, der selv var på vagt nytårsaften og på det nye års første dag. - Selv ikke den mindste containerbrand blev vi kaldt ud til - og heller ikke i forbindelse med nytårsfyrværkeri på afveje. Oprydning En tur rundt i Sæbys og et par oplandsbyers gader i går efterlod også indtryk af, at nytårsaften havde været særdeles rolig hvad angår nytårsløjer, mens det ikke havde været sparet på affyring af værkeri, så et omfattende oprydningsarbejde forestod på gader og veje. Rundt om var koste i flittig brug. Det kolde vejr indbød åbenbart kun i beskeden grad til nytårsløjer. Og meningsløst hærbærk synes man også i store træk at være sluppet for. Dog modtog politiet anmeldelse om et ødelagt drivhus på P. Munksvej i Sæby og om hærværk mod et stakit og et gasskab på Skævevej i Brønden. Samtidig udelukkes det dog ikke, at flere anmeldelser vil følge i dag og de følgend edage. Desuden oplyses det, at enkelte postkasser blev sprængt i forbindelse af affyring af fyrværkeri. Som det fremgår af en artikel på forsiden i denne sektion, fik en 19-årig frederikshavner en tommelfinger alvorligt læderet, da en raket eksploderede i hånden på ham nytårsnat på Wenbovej i Sæby. Der blev festet rundt om i de små hjem. Det betød adskillige steder indtagelse af betydelige mængder spiritus - i to tilfælde i så høj grad, at politiet måtte rykke ud til huspektaler i Sæby og Dybvad for at få parterne til at koncentrere sig om at fejre det nye års komme.