Berggreen stemplede ind i Tyskland

Den tidligere Hobro-angriber sikrede med sit første mål Braunschweig 1-1 i 2. Bundesliga

Emil Berggreen nåede at score tre mål for Hobro. Nu skyder han med skarpt i Tyskland. Arkivfoto: Michael Koch

Emil Berggreen nåede at score tre mål for Hobro. Nu skyder han med skarpt i Tyskland. Arkivfoto: Michael Koch

HOBRO:I sin blot tredje kamp stemplede Emil Berggreen for alvor ind for sin nye tyske klub, Eintracht Braunschweig, i 2. Bundesliga.

Mandag aften startede den tidligere Hobro-angriber for første gang på banen, og han sikrede sit hold 1-1 i hjemmekampen mod Leipzig med Yussuf Poulsen på holdet.

Berggreen bragte Braunschweig på 1-0 i første halvlegs sidste minut, men gæsterne udlignede syv minutter for tid. Kort efter blev Yussuf Poulsen udvist hos Leipzig.

Eintracht Braunschweig er aktuelt på femtepladsen i 2. Bundesliga, og de har fem point op til oprykningspladserne.