Bergman: Vi er et bedre hold

Der var malurt i bægeret, da AaB's Ishockey næsten satte en komfortabel føring over styr.

Robin Bergman er ikke sikker på sin fremtid. Foto: Claus Søndberg

Robin Bergman er ikke sikker på sin fremtid. Foto: Claus Søndberg

På trods af en sejr på 6-4 i den anden kvartfinalekamp mod Rødovre Mighty Bulls, så var AaB Ishockeys Rasmus Olsen ikke jublende lykkelig. - Vi er så meget bedre end de er i de første 35 minutter af kampen, og det luller os åbenbart lidt i søvn, og så lader vi dem komme ind i kampen, forklarede Rasmus Olsen umiddelbart efter kampen. I de sidste fire minutter af anden periode scorede Rødovre tre gange, og så var den overbevisende føring på 6-0 faldet i værdi. - Det er slet, slet ikke godt nok, erkendte Rasmus Olsen. Syn på egne evner Spillerne fra AaB Ishockey vil selvsagt helst fokusere på de første 35 minutters hockey. Således også svenske Robin Bergman, der var iskold foran kassen. - Vi scorer nogle gode mål, og hele holdet spillede med stor disciplin, sagde Robin Bergman. Svenskeren var forundret over den drejning, som kampen tog i slutningen af anden periode, og understregede, at holdet skal kunne holde niveau i 60 minutter. - Jeg er ikke sikker på, hvad der skete. Kampen var måske lidt for let for os i de første 30 minutter, og så troede vi måske, at vi var lidt bedre, end vi egentlig er, sagde Robin Bergman. Skal vinde ude Når man ser bort fra, at Rødovre fik lov til at pynte på resultatet, så var sejren reelt aldrig i fare, og spillerne vil bygge videre på sejren. - Vi er helt sikkert et bedre hold end Rødovre, og hvis vi bliver ved med at spille vores spil, så vinder vi også den her kvartfinaleserie, sagde Robin Bergman. Begge hold har nu vundet en kamp hver, og alt er stadig åbent. - Det er en ny kamp på tirsdag, og vi tabte jo 3-0 derovre, men vi skal minimum have én sejr derovre, og det kan vi lige så godt prøve at gøre på tirsdag, sagde Rasmus Olsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.