Berider til VM

Efter en sej kamp mod kræft er Holger Sørensen på toppen igen og skal til VM i dressur for ungheste

Mette Møller
Hol­ger Sø­ren­sen og Handsome skal til VM for ung­hes­te i byen Ver­den i Tysk­land fra 2. til 5. au­gust.Foto: Kurt Be­ring
Hestesport 1. august 2007 06:00

HJØRRING: For mindre end et år siden kæmpede berider Holger Sørensen, Hjørring Rideklub, mod lymfekræft. Nu er han på vej til et verdensmesterskab - han skal i denne weekend deltage i VM i dressur for ungheste i Tyskland. Men sådan så det ikke lige ud dengang han var syg. - Det så godt nok noget sort ud. Jeg var igennem en hård kemokur, hvor jeg var i isolation i over en måned og var noget dårlig. Jeg var ikke til hest i næsten et år og kunne kun undervise lidt en gang imellem, og de heste, jeg havde i ridning, forsvandt. På det tidspunkt vidste jeg ikke, om jeg nogensinde kom tilbage til konkurrencesport igen, fortæller Holger Sørensen. Men det kom han, og han kom til tops i en fart. Siden januar har han redet hesten Handsome, en seks års Dansk Varmblodshest ejet af Elin Houe og Hans Juul Andersen. Hesten havde ikke gået konkurrencer før, men viste hurtigt gode takter, og i juni måned var den til sit første stævne. - Her gik den rigtigt godt og vandt to førstepladser. 14 dage senere var vi til stævne igen, og her var den også suveræn og vandt to førstepladser igen, og så var det at tanken om VM meldte sig, fortæller Holger Sørensen, der har det godt igen og er tilbage på fuld tid. Det er ellers ret uhørt, at en så urutineret hest er med på det plan. De fleste af de heste, Holger Sørensen og Handsome kommer til at møde i Tyskland, vil have både 10 og 20 stævner bag sig. Men den blev alligevel udtaget til en træningssamling på Fyn, hvor de fire danske deltagere skulle findes. Holger Sørensen og Handsome er eneste nordjyske deltagere. Masser af træning I de seneste måneder har parret trænet hårdt på at få hesten smidig, stærk og parat til at måle sig med de bedste. Mange timer er gået med at træne øvelser på dressurbanerne. Forventningerne er nordjysk moderate: - Jeg håber på at få en finaleplads blandt de 15 bedste ud af 40, vurderer Holger Sørensen, der med egne ord glæder sig helt vanvittigt. Berideren deltog ellers også i VM i 2004 og 2005, men denne gang er der en ekstra dimension med. - Det er klart det får en speciel betydning når man har været så syg og bare kunne håbe på, at man kom tilbage til konkurrencesport igen. Og så er det gået så hurtigt. Det sætter det i et helt andet perspektiv, siger han. Med mere konkurrenceerfaring tror Holger Sørensen på at hesten rækker langt. - Den kan godt komme op i de høje klasser og gå Grand Prix, det tror jeg på, siger Holger Sørensen. Hestens ejere har planer om at beholde hesten noget år uanset hvilke bud de eventuelt får på den, så der kan vente mange andre store oplevelser forude for ekvipagen. Foreløbig er næste mål det danske dressurchampionat for seks års heste i Billund til september.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...