Berlins nye storlufthavn fattes penge

Åbningen af lufthavn er udskudt. Forsinkelsen koster selskabet bag 20 millioner euro om måneden. Krak truer.

Udland 1. september 2012 20:36 - Opdateret 1. september 2012 20:36

Berlins nye storlufthavn fattes penge

Allerede to gange er indvielsen af Berlins kommende storlufthavn blevet udskudt, og der hersker fortsat stor usikkerhed om, hvornår de første fly kan lette og lande i lufthavnen Berlin Brandenburg (BER) i Schönefeld.

Den pinlige forsinkelse koster ikke kun den tyske hovedstad dyrt på omdømmet.

Pengene fosser også ud af kassen på grund af det forsinkede byggeri, og det i en grad, så det statsejede selskab bag lufthavnen risikerer at gå i betalingsstandsning i slutningen af november, skriver avisen Berliner Morgenpost.

Det var oprindeligt problemer med brand- og katastrofesikkerheden, som fik politikerne til med kort varsel at afblæse den storstilede åbning 3. juni.

Først hed det sig, at åbningen ville ske i efteråret. Nu er den udskudt til - måske - næste forår.

For siden viste det sig, det ikke kun var brandsikkerheden, den var gal med. Der var også foregået en del byggefusk.

Det koster nu selskabet FBB merudgifter på omkring en milliard euro (7,44 milliarder kroner) at rette op på skaderne.

Det skriver Brandenburgs delstatsregering ifølge Berliner Morgenpost i et svar til de kristelige demokrater i CDU.

Alene byggeomkostningerne løber op i 20 millioner euro (148,9 millioner kroner) om måneden. Derfor skændes FBB-ejerne - delstaterne Berlin og Brandenburg samt den tyske forbundsstat - nu om, hvem der skal betale gildet.

Onsdag er der indkaldt til krisemøde i Berlin for at strikke en foreløbig redningsplan sammen for lufthavnen.

Samtidig arbejdes der ifølge Berliner Zeitung på en ny tidsplan, som kan betyde, at det kun er dele af lufthavnen, som åbner til marts næste år.

Berlin, der var delt af Muren fra 1961 til 1989, har indtil for nylig haft tre lufthavne. Ud over Schönefeld i det tidligere Østberlin er det Tegel i vest, der ventes lukket næste år.

Den legendariske Tempelhof-lufthavn blev allerede lukket i 2008.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...