EMNER

Berlusconi afviser Prodi-sejr

Han kræver ny gennemgang af omstridte stemmer og en italiensk samlingsregering

ROM:Den italienske premierminister, Silvio Berlusconi, nægtede tirsdag aften at anerkende, at centrum-venstre oppositionen skal have vundet parlamentsvalget. Han forlangte, at der foretages en ny gennemgang af et antal stemmer. Berlusconi kom med meldingen på et pressemøde, hvor han var omgivet af repræsentanter for partnerne i centrum-højre alliancen, som har ledet landet de seneste fem år. Han foreslog samtidig, at der dannes en samlingsregering efter tysk forbillede, fordi det kan skabe den nødvendige politiske og økonomiske stabilitet i Italien. - Vi vil ikke tøve med anerkende vores politiske modstanderes politiske sejr, men kun efter at stemmerne er blevet lovmæssigt undersøgt, sagde Berlusconi. Han tilføjede, at det ikke umiddelbart er til at fastslå, at centrum-venstre under ledelse af Romano Prodi har sejret. Han såede tvivl om resultatet, selv der netop var kommet et endeligt resultat fra det italienske indenrigsministerium. Ifølge de officielle tal fik centrum-venstre 341 mandater mod 277 til centrum-højre i Deputeretkammeret. I Senatet var fordelingen 158-156 i centrum-venstres favør. Men når man ser på det faktiske antal stemmer, er forskellen mellem de to italienske blokke imidlertid meget lille. Regeringschefen henviste til, at et større antal stemmer er blevet underkendt. Berlusconis Forza Italia-parti (Kom så, Italien!) oplyste tidligere tirsdag i en pressemeddelelse, at over 1,1 millioner stemmer til Deputeretkammeret og lidt under 1,1 millioner stemmer til Senatet er blevet afvist af valgmyndighederne. Heraf er der strid om cirka 43.000 stemmer til Deputeretkammeret og 39.800 stemmer til Senatet. Centrum-venstres forspring i dysten om kontrollen med Deputeretkammeret er blot omkring 25.000 stemmer. Berlusconi sagde også, at der har været uregelmæssigheder i optællingen af stemmer fra italienske vælgere, som bor rundt om i verden. Stemmerne fra udlandsitalienere blev udslagsgivende i kampen om Senatet. Silvio Berlusconis krav om, at tvivlsomme stemmer granskes nøjere, kom, efter at Romano Prodi tidligere på dagen erklærede, at han har ret til at blive ny premierminister. Dette udsagn fra Prodi stemplede regeringschefen som "uansvarligt". - Vi tror ikke, at nogen i dag, som tingene står, kan hævde at have vundet, når man ser på stemmetallene, som udviser mange, mange, mange dunkle aspekter. For mange, vil jeg sige, sagde Berlusconi. /ritzau/

Breaking
Værtshus holdt ulovligt åbent: Ejer står til stor bøde - for anden gang
Luk