Udland

Berlusconi overvejer comeback

Først ville han ikke. Men nu lufter Silvio Berlusconi muligheden for alligevel at stille op til 2013-valget.

Berlusconi overvejer comeback

Italiens tidligere premierminister Silvio Berlusconi vil måske alligevel være at finde på stemmesedlerne, når italienerne til foråret skal til parlamentsvalg.

I slutningen af oktober sagde han ellers, at han har besluttet, at han ikke vil lede sit parti, Frihedspartiet (PDL), ved det forestående valg.

Nu er han ikke længere så sikker.

- Jeg tænker over det, sagde han lørdag, da journalister spurgte, om han overvejer at stille op.

Centrumhøjrepartiet PDL har fastsat den 16. december som den dag, hvor partiet skal vælge en ny leder efter Berlusconi.

Men nu siger partisekretær Angelino Alfano, at der ikke er megen idé i at holde sådan et valg, hvis Berlusconi beslutter fortsat at lede partiet.

PDL har været tæt på at gå i opløsning på grund af intern strid om, hvorvidt partiet skal støtte premierminister Mario Montis økonomiske politik, der ikke er populær, men som sigter på at redde landets økonomi.

Partiet er raslet ned i meningsmålingerne og ligger til under halvdelen af den opbakning, partiet fik ved valget i 2008.

Der har været spekulationer om, at Berlusconi ville forlade partiet og danne et nyt.

Monti kom til magten for et år siden og nedsatte en teknokratregering. Han afløste Berlusconi, der gik af midt under en voldsom økonomisk krise.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.