Retspleje

Berlusconi slæbes i retten for sexskandale

MILANO:Italiens pigeglade premierminister, Silvio Berlusconi, har tidligere haft held med at snige sig uden om den ene sexskandale efter den anden. Men de seneste afsløringer og skriverier om hans forhold til den unge natklubdanserinde Ruby ser nu for alvor ud til at blive et stort problem for den 74-årige kvindebedårer. En italiensk dommer har besluttet, at Berlusconi skal i retten for magtmisbrug og anklager om sex med den dengang 17-årige marokkanske pige. Selv afviser Berlusconi at have gjort noget som helst galt i sagen. Han siger, at han aldrig har betalt for sex, og at der er tale om politisk motiverede anklager. Men meget tyder på, at Berlusconi denne gang ikke kan luske sig uden om anklagerne, der samtidig rammer på et tidspunkt, hvor mistilliden til premierministeren har vundet frem i store dele af Italien. - Det er den mest alvorlige sag, han har haft, og der er en stor sandsynlighed for, at han bliver dømt. Og så kan jeg ikke forestille mig, at han kan fortsætte på sin post, siger Thomas Haarder, cand.mag. i italiensk og historie og professor ved Copenhagen Business School. Berlusconi har i forvejen store kvaler med at holde sammen på den italienske regering. Der har længe hersket politisk uro i det sydeuropæiske land, og tilbage i december var det kun med nød og næppe, at Berlusconi overlevede en mistillidsafstemning mod ham i det italienske parlament. Dengang forudså flere eksperter, at Berlusconis æra i italiensk politik lakkede mod enden. Men alligevel formåede premierministeren at holde fast i magten. Thomas Haarder tror dog, at den alvorlige sexsag, som Berlusconi nu skal i retten for, vil resultere i et hurtigt nyvalg i Italien. - Inden der falder dom, er der stor sandsynlighed for, at hans støtter i regeringskoalitionen forlader ham, fordi han er for belastet. Derfor kan han blive tvunget til at udskrive valg, siger Thomas Haarder. I weekenden var hundredtusinder af vrede kvinder på gaden i 230 italienske byer for at demonstrere mod Berlusconi og hans omdiskuterede syn på kvinder. Det er især de italienske kvinder, der i stigende grad viser deres utilfredshed over for Italiens politiske frontfigur. Retssagen mod Berlusconi begynder 6. april. Ironisk nok er det tre kvindelige dommere, der skal afgøre Berlusconis skæbne.