Berlusconi udskrevet fra hospital efter 24 dage

Retssag venter om de såkaldte bunga-bunga-fester, som Berlusconi deltog i, da han var premierminister.

KØBENHAVN:Italiens tidligere premierminister Silvio Berlusconi er vendt tilbage til sit hjem efter at have tilbragt 24 dage på Milanos San Raffaele hospital, hvor han blev indlagt 6. april for at gennemgå en række undersøgelser.

Det oplyser en person tæt på sagen i en bekræftelse af en rapport fra nyhedsbureauet Ansa.

Den 84-årige Berlusconi blev udskrevet fredag, og han er nu i sin villa i Arcore, nord for Milano, skriver Ansa.

Berlusconi, som grundlagde partiet Forza Italia, blev indlagt først i april. Det var anden gang inden for to uger, at han blev indlagt på San Rafaele-sygehuset i Milano.

Den tidligere regeringschef tog den 7. april ind til hospitalet for at gennemgå en rutineundersøgelse, da læger besluttede at indlægge ham.

Den excentriske 84-årige milliardær og mediemogul Berlusconi har i de seneste år haft et svigtende helbred. Under et besøg i Monaco først på året blev han indlagt med hjerteproblemer. I september sidste år var han indlagt med covid-19.

Berlusconi var i 2016 igennem en hjerteoperation. Han har også overlevet prostatacancer.

Der efterforskes fortsat i de såkaldte bunga-bunga-fester, som Berlusconi deltog i, da han var premierminister. Der er frem for alt fokus på hans relationer til den dengang mindreårige pige "Ruby", hvis rigtige navn er Karima El-Mahroug.

Berlusconi er blandt andet anklaget for at have betalt vidner for ikke at vidne i en sag om en mindreårig prostitueret.

Berlusconis advokater har i denne uge forsøgt at få en domstol i Milano til at udsætte den såkaldte Ruby Ter retssag på grund af Berlusconis helbred.

Det er nu den tredje retssag om den marokkanske natklubdanser og prostituerede. Berlusconi er blevet frifundet for at have betalt hende for sex, da hun var under den seksuelle lavalder. Domstolen fandt, at han ikke kunne have vidst, hvor gammel hun var.

Ruby - eller Karima El Mahroug - blev angiveligt betalt for at nægte anklagemyndighedens påstande om, at hun var blevet betalt for at deltage i sexorgier.

Men hun er ifølge Ansa ikke blandt de 29 tiltalte personer i den aktuelle retssag, som omfatter Berlusconi og adskillige unge kvinder, som han angiveligt bestak til at fortælle, at der var tale om uskyldige fester.

I september sidste år blev han indlagt, efter at han var blevet smittet med coronavirus. Han sagde senere, at virusset havde været hans livs "farligste udfordring".

ritzau/Reuters

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden