Berlusconi under pres

Korruption 1. maj 2003 08:00

KØBENHAVN: Presset vokser på den italienske premierminister, Silvio Berlusconi, efter at hans nære allierede i politik og erhvervslivet sent i går blev idømt 11 års fængsel for bestikkelse af dommere. Den 68-årige Cesare Previti var forsvarsminister i Berlusconis første regering i 1994, han har været Berlusconis personlige advokat, og nu er han et fremtrædende medlem af Berlusconis konservative regeringsparti, Forza Italia (Kom så, Italien!). Previti stemplede straks den hårde dom som "juridisk forfølgelse" og bebudede, at han vil appellere. Berlusconi var også hurtigt ude med en skriftlig erklæring, hvori han udtrykker sin egen og Forza Italias solidaritet med Previti. Han gentog sine gamle beskyldninger om, at undersøgelsesdommerne er "røde kapper", som har et venstreorienteret politisk ærinde med deres kendelser. Berlusconi skal selv stille i retten fredag efter beskyldninger i en anden korruptionssag, hvor Cesare Previti ligeledes er tiltalt. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...