Anden verdenskrig

Bernadotte lod jøder i stikken

Den svenske historiker Ingrid Lomfors dokumenterer i sin bog ”Blind Fläckt”, at det svenske Røde Kors’ chef, prins Folke Bernadotte, i sine forhandlinger med Heinrich Himmler fra efteråret 1944 frem til befrielsen i maj 1945 om nordiske KZ-fangers frigivelse lod jøderne i stikken.

Således måtte 5 norske jøder, Leo Eltinger, Assor Hirsch, Sam Steinmann, Julius Paltiel og A.B. Hirsch, vinke farvel til de ikke-jødiske fanger, der blev hentet af de Hvide Busser i Auschwitz. Kun et fåtal af samtlige norske jøder var så heldige som de danske, der blev befriet ved initiativ af Johannes Holm, som det beskrives i dennes bog ”Sandheden om de Hvide Busser”. Dertil påpeger Lomfors i sin bog, at Folke Bernadotte tillod Himmler at benytte de svenske Hvide Busser til transport af KZ-fanger fra andre nationer mellem forskellige udryddelseslejre til gengæld for tilladelsen til at transportere de danske og norske (ikke-jødiske) fanger hjem igen. Dette skabte en heftig debat, hvorved en professor Elling Kvamme anklager Ingrid Lomfors for uvederhæftighed og sammenligner hende med den berygtede antisemit David Irving, idet Kvamme hævder, at Bernadotte ”oppnådde det som var mulig”. (Aftenposten, 9. november 2005). Johannes Holm fra Dansk Røde Kors opnåede netop det, som ikke var muligt for Bernadotte. Undertegnede, som 14 år gammel i 1945 kom hjem til Danmark fra Theresienstadt-ghettoen med de Hvide Busser, har først for nyligt set den årgamle debat om Bernadotte i Aftenposten, ”Da jøderne ikke var norske nok”. Da den danske socialdemokratiske samarbejdspolitik med tyskerne under besættelsen ophørte i eftersommeren 1943, og modstanden i den danske befolkning vågnede, og især på grund af tyskenes dårlige tilrettelæggelse af jødeforfølgelsen og det relativt sene tidspunkt i krigens forløb, blev danskernes indsats for at redde jøderne over Sundet en succes. Kun 480 danske jøder blevet taget. 18 måneder senere og den 17. april 1945 kørte ca. 430 i de Hvide Busser over den tyske grænse ved Kruså og videre til det neutrale Sverige, indtil tyskerne 3 uger senere overgav sig. Ved læsningen af Bernadottes bog ”Slutet” efter befrielsen undrede det mig, at grev Bernadotte ikke med ét ord nævnede - eventuelle negative - forhandlinger med Himmler om frigivelsen af jødiske fanger, ja, end ikke omtalte jøder eller deres transport med busserne overhovedet. Da Bernadottes medarbejder fra det danske Røde Kors’ Hjælpekorps, dr. Johannes Holm, i foråret 1945 erfarede, at Bernadotte havde akcepteret Himmlers modstand imod, at også jødiske fanger skulle befries, tog Johannes Holm selv initiativet til at forhandle med SS om, at også jøder blev befriet, og han opnåede i løbet af nogle uger neop det, som Bernadotte ikke havde formået. Vi blev således i sidste halvdel af april 1945 hentet i Theresienstadt af det Danske Hjælpekorps i de svenske benzindrevne busser, der kunne køre hurtigere end de danske generatordrevne busser. De svenske chauffører må her ikke at glemmes; de gjorde en heroisk indsats. Dette er jeg selvfølgelig taknemmelig for. Jeg blev ikke, som min fader og 6 millioner andre jøder myrdet, medens hele verden passivt så til. Under krigens første år gjorde man i Norge intet særligt, heller ikke modstandsbevægelsen, for at beskytte de norske jøder. Små 800 jøder blev fanget og deporteret til Tyskland; færre end 30 vendte levende tilbage. I Sverige var situationen under regeringens tyskvenlige politik endnu værre. De norske jøder, som prøvede at komme over grænsen til Sverige blev ubønhørligt afvist af det svenske grænsepoliti, og tyske jødiske flygtninge blev sendt tilbage i Hitlers arme så sent som i 1943. Først i oktober 1943, efter at Hitlers krigslykke var begyndt at vende, skiftede den svenske regering kurs og tog imod ca. 6000 jøder på flugt fra Danmark. I modsætning til Raul Wallenberg, der i Budapest reddede flere tusind jøder, og som efter krigen blev svigtet af sin egen svenske regering, da han var blevet arresteret af kommunisterne, har Folke Bernadotte fået æren for at have reddet tusinder af jøder fra tilintetgørelsen. Efter krigen ankom der 7000 kvinder fra Ravensbrück med tog til den danske grænse, hvorfra de blev transporteret til Sverige i de Hvide Busser, 3000-4000 af disse var ganske vist jødinder, og her gjorde Svenske Røde Kors naturligvis en humanitær indsats. Men dette skete efter krigens ophør, og Bernadotte havde ikke selv foranlediget disse jødiske kvinders overførsel til Sverige, da de var en del af det almindelige hjælpeprogram for befriede KZ-fanger. Når dette er sagt, skal Bernadottes Indsats for at få befriet nordiske fanger naturligvis ikke forkleines, men for jøderne gjorde han sig ikke nogen specielle anstrengelser. I sit svar på Ingrid Lomfors’ bog ”Blind Fläck” anklager prof. em. Elling Kvamme hende heftigt for videnskabelig utroværdighed. Kvamme skammer sig end ikke for at sammenligne Lomfors med ”den engelske historiker David Irving”, som han fremfører støttes af ”historikeren professor Dahl ved Oslo Universitet”. At kalde David Irving (et ”jødisk” navn, han har antaget for at gøre sig mere troværdig) en ”historiker”, der ”skulle skrive uafhængigt og efter indgående kildegransknig”, er en usmagelig, en tilsnigelse, der chokerer, eftersom Irving er kendt som en berygtet antisemit, historieforfalsker, dømt og straffet som Holocaust-benægter. At der også findes andre antisemittiske historikere, gør heller ikke det, som David Irving påstår og som han har tjent en formue på, mere rigtigt. Man kunne fristes til at komme på den tanke, at Elling Kvamme selv har en rem af huden. Man kan gisne om årsagen til Elling Kvammes personlige og lidenskabelige angreb på Ingrid Lomfors. Generelt har antisemitismen hersket i forskellige mere eller mindre synlige former i århundreder og vil næppe nogensinde udryddes. I dette særlige tilfælde vil jeg omtale to aspekter. Det første gælder den illusion, som mange mennesker nærer om sig selv, at de er gode og retfærdige. Dette gælder også nationer. Især Sverige, som slap behageligt uskadt gennem krigen ved at samarbejde med det nazistiske styre de første fire år af krigen, vil derfor gerne vil fremstå som det humane folk, der reddede jøderne og altid hjælper de svage og nødstedte. Svenskerne føler sig muligvis ramt på samvittigheden og og selvfølelsen, og det er følgelig ubehageligt at få afsløret, og ubehageligt at måtte indrømme egne fejl. Dernæst bliver også nationens symbol, den kongelige familie, prins og greve Folke Bernadotte, et idol, som repræsenterer humanitet og medmeneskelighed, betvivlet. Dette er i allerhøjeste grad krænkende og kunne fremkalde Elling Kvammes agressivitet. Nu har svenskerne taget imod jødiske flygtninge, reddet dem fra udslettelse, og så viser disse ikke engang taknemmelighed! Man forstår professor emeritus’ Elling Kvammes forargelse over bogen ”Blind Fläckt”. Og dog har man faktisk i vidt omfang og i mange årtier bestræbt sig på at redde Sveriges ansigt for sin politik under krigen. Johannes Holm ventede i omkring 40 åt med at offentliggøre sin bog ”Sandheden om de Hvide Busser”, og Folke Bernadotte har fået æren for at have reddet jøderne fra Holocaust. Berettiget, mere eller mindre.