Bertel Haarder tilbage på gården

Bertel Haarder lover, at han er blevet både blødere og mere moden, siden han engang drog hærgende gennem Undervisningsministeriet

Hans forgænger stod i baggrunden med blikket dybt begravet i højskolesangbogen. Ulla Tørnæs havde overladt mikrofonen til Bertel Haarder, der med blikket ret frem for sig hentede Grundtvigs tekst til "Er Lyset for de Lærte Blot?" op fra hukommelsens dyb. 80'ernes mest omstridte minister lignede på alle måder en mand på hjemmebane. Om end en forandret mand. - Jeg vil gerne sige til alle de gammelkendte ansigter, at nu er jeg jo blevet lidt mere voksen. Måske også lidt blødere og venligere. Hvem ved, jeg kan jo overraske positivt, sagde Bertel Haarder til embedsmændenes morskab. De ældre folk i Undervisningsministeriet ved bedre end nogen, at deres nye chef er en ener. Bertel Haarder er kendt som politikeren, der kan går på hænder, en mand rundet af en sælsom opvækst, et kraftværk af energi med en krøllet hjerne, der producerer både rim og politiske visioner på samlebånd. Da han i 1992 forlod Undervisningsministeriet efter 10 år på posten, havde han støbt fundamentet for det moderne, decentrale skolesystem - og undervejs gjort sig uvenner med en betragtelig del af samme. Tornadomanden Da Poul Schlüter i 1982 udpegede 38-årige Bertel Haarder til undervisningsminister, var Haarder Venstres chefideologi og nr. to i partihierarkiet. Han indtog ministeriet med en kampagne, vennerne betegnede som en hovedrengøring - fjenderne som et ideologisk korstog. Han skrinlagde øjeblikkeligt flere af forgængeren Ritt Bjerregaards større projekter, reducerede bureaukratiet, blandede sig i selv de mindste detaljer og begyndte at stille spørgsmål ved bevillinger, som ingen minister før ham havde turde røre ved. Skoleelever demonstrerede, lærere rasede og i ministeriet blev det en stående vits, at når Bertel Haarder sendte en kommando ned gennem systemet, skulle man vente i 24 timer med at foretage sig noget, for ellers risikerede man at han fik en modsatrettet idé i mellemtiden. Han fik øgenavnet Bertel Bims på grund af sin højspændte, overenergiske stil. Over årene steg hans stjerne dog, også hos modstanderne i systemet. Som beskrevet i biografien Haarder opdagede de fleste efterhånden, at Bertel Haarder i sjælden grad var villig til at lytte, tale og tænke, når han blev konfronteret med kritik. Undervejs fik han decentraliseret skolernes administration og indført taxameterordningen, så institutionerne pludselig modtog penge fra staten, efter hvor mange nyuddannede unge, de havde succes med at producere. Bertel Haarder arbejdede således for decentralisering og frit valg - selvfølgelig altid i ledestjernen Grundtvigs ånd. Men samtidig stillede han "kærlige krav" og involverede sig så direkte i undervisningens indhold, at han engang skrev bekendtgørelsen for dansk på handelsskolen i en flyver mellem København og Billund. Derfor understregede Bertel Haarder gentagne gange i går, har han aldrig har været ideologisk modstander af den røde tråd i regeringsgrundlaget: En centraliseret styring af, hvad der proppes i folkeskoleelevers hoveder. Forskellen er blot, at han de kommende år får langt, langt mere magt til at føre sine tanker ud i livet. I Schlüters mindretalsregeringer levede han på de radikales nåde. Nu får han et stabilt flertal bag sig. Håb forude Formanden for Danmarks Skolelederforening, Erik Lorenzen, husker da også Bertel Harder, som en minister med skarpe meninger. - Det var kendetegnende for ham, at han sagde tingende ligeud. Han beskyldte os for eksempel engang for at være karklude. Selv ser Bertel Haarder med vanlig kampgejst frem til at få nogle stryg. Men han sagde også, at han siden de turbulente 80'ere har været på "genopdragelsesrejse" i Bruxelles og det integrationsministerium, han nu lægger bag sig. Allerede for noget tid siden sagde han til statsministeren, at han ikke ønskede at være integrationsminister for evigt. - Uanset hvilket ministerie, man får, bliver man beskyldt for at være dum. I Integrationsministeriet bliver man også beskyldt for at være ond, sagde Bertel Haarder med en dyster mine, som dog hurtigt forduftede. - Det er en meget glad minister, I ser i dag.