Bertel tilbage til skolen

Da Anders Fogh Rasmussen (V) trådte til som statsminister i november 2001 var udlændingepolitikken et helt centralt område. Til at føre regeringen politik igennem valgte han Bertel Haarder, en af Venstres mest erfarne politikere og et af statsministerens sikreste kort.

Nu ligger udlændingepolitikken i store træk fast, hvad også regeringsgrundlaget gør klart. Området vil i de kommende år formentlig blive mere præget af enkeltstående historier end af generelle ændringer, så derfor kan sværvægteren Bertel Haarder sendes videre til nye opgaver, mens unge Rikke Hvilshøj overtager ministerium for flygtninge, indvandrere og integration. Temmelig uventet for de fleste bliver han i stedet undervisningsminister, mens partifællen Ulla Tørnæs må lade sig nøje med at være udviklingsminister. Et formentlig interessant felt, men uden megen prestige. Bertel Haarder var undervisningsminister gennem hele Poul Schlüters regeringstid fra 1982 til '93. Han prægede det danske uddannelsessystem med en lang række reformer, hvoraf adskillige førte til voldsomme diskussioner og protester. Bedre blev det ikke af de mange besparelser, området blev pålagt i de år. Mange af hans initiativer står stadig som nødvendige og vellykkede beslutninger - andre viste sig mindre holdbare. Haarder må således bære en stor del af skylden for den nuværende lægemangel, da han satte optaget på landets medicinske uddannelser meget langt ned, nærmest som en panikreaktion på arbejdsløshed blandt læger. Dén beslutning volder fortsat mange problemer. Men hans politiske evner er uomtvistelige. Trods heftig debat om indvandrere og flygtninge har han klaret posten uden de store skrammer, og han efterlader området med et solidt politisk flertal - regeringen og Socialdemokraterne - bag den førte politik. Det er også ganske karakteristisk, at skolefolk generelt møder ham med den kommentar, at han er den bedste de kan få til den politik, regeringen har valgt at føre. Og ganske betryggende, at en mand med baggrund i de danske højskoler skal tage sig af området, så kontrol og test ikke bliver det afgørende, men i stedet vigtige hjælpemidler.