Besæt Wall Street breder sig globalt

Occupy Wall Street-bevægelsen håber på protester i 1000 byer verden over i dag

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Demonstranter i aktion i Wall Street. Protesterne begyndte midt i september, og mange af folkene er der endnu.

NEW YORK: Folkelige protester mod storbankers påståede grådighed, social og økonomisk ulighed og kapitalismen generelt kommer lørdag til at ramme snesevis af lande over hele verden - også Danmark. Protestbølgen, der er inspireret af Det Arabiske Forår, tog sin begyndelse i Spanien i foråret og har siden fået størst medieopmærksomhed med de seneste ugers besættelse af børsgaden Wall Street i New York. Folkene bag protestbølgen, der i USA er blevet betegnet som et venstreorienteret svar på højrefløjens Tea Party-bevægelse, har varslet demonstrationer lørdag i mindst 951 byer i 82 lande. Også i København I København satser arrangørerne på at omdanne Rådhuspladsen til en pendant til Kairos Tahrir-plads under forårets revolution i Egypten eller Zuccotti-parken i New Yorks børsdistrikt, som camperende aktivister har besat siden 17. september. - Begyndende fra lørdag 15. oktober vil vi indtage Rådhuspladsen i København og opfordrer folk til at medbringe og opsætte telte, pavilloner, mobile køkkener, fredelige "barrikader" og besætte pladsen for et par måneder, hedder det i et opråb på Facebook fra de danske arrangører, Real Democracy Now, Denmark. Arrangørerne i Danmark opfordrer alle "frelsere, rebeller og utopiske dagdrømmere" til at deltage i lørdagens demonstrationer, der ud over København også rammer Odense og Hjørring. Og de varsler "et verdensomspændende skift i revolutionær taktik". I USA har man set med en blanding af forundring og bekymring på udløberen af bevægelsen her, Occupy Wall Street, også kendt som OWS. Siden 1000 demonstranter for fire uger siden marcherede gennem New Yorks berømte børsgade og efterfølgende slog sig ned i Zuccotti-parken, har de gennemført højlydte demonstrationer foran hjemmene hos ledende finansfolk. Og alt imens tåregassen har spredt sig, og antallet af anholdte er steget, har OWS-bevægelsen bredt sig til andre amerikanske storbyer. - Jeg tror, det udtrykker de frustrationer, den amerikanske befolkning føler; at vi har haft den største finansielle krise siden Den Store Depression, omfattende følgeskader overalt i landet, sagde USA's præsident på et pressemøde i sidste uge. Obama-svirp til finansfolk - Og alligevel ser man de samme folk, som opførte sig uansvarligt, forsøge at modarbejde bestræbelserne på at slå ned på de skadelige fremgangsmåder, der fik os i denne kattepine i første omgang, fortsatte Barack Obama. Det var et velplaceret svirp til de ledende bank- og finansfolk, som var med til at starte hele den finanskrise, der blev en realitet i september 2008, da den amerikanske finanskoncern Lehman Brothers krakkede. Den republikanske toppolitiker Mitt Romney, som håber på at blive sit partis kandidat ved det amerikanske præsidentvalg næste år, kalder derimod OWS-demonstrationerne både "farlige" og udtryk for "klassekamp". Lørdag tager denne omdiskuterede bevægelse fodfæste i lande overalt i verden. Fra Belgien til Brasilien, Canada til Cypern, New Zealand til Nicaragua, og fra Den Dominikanske Republik til Danmark./ritzau/