Besætningerne gik i land - og tog festen med

Besætningerne på de mange skibe under Tall Ships' Race forvandlede i går midtbyen til én stor fest

AALBORG:Som rigtige søfolk hjemvendt fra mange måneder på havet, myldrede de frem fra skibene og ud i Aalborgs gader. Det var tid til at vise besætningerne under Tall Ships' Race frem ved den traditionsrige Crews Parade - og folk stod klar til at hylde dem. Byen stod helt stille, da optoget bevægede sig fra Nørresundby Havn og Honnørkajen ad Vesterbro, Bispensgade, Nytorv, Slotsgade, Algade og endte på Gl. Torv, hvor der var præmieoverrækkelse. På alle gadehjørner, fra altaner, i døråbningerne til butikkerne og fra de mange biler og busser, der pænt måtte vente til søfolkene havde passeret, stod folk klar til at give besætningsmedlemmerne en varm velkomst. Der blev sunget med dem, klappet med dem, danset med dem og festet med dem. Men der var også en del, der havde fået den gode idé at følge optoget hele vejen. Og de kunne opleve en rejse i lyd, kostumer, uniformer, sprog og kultur. Bagerst kunne man nyde tonerne til sækkepibemusik fra britiske søfolk, og lidt længere fremme var nordmænd og hollændere i åbenlys konkurrence om at være de mest festlige. Hollænderne var iklædt nationalfarven - orange - og havde medbragt trommer og hele arsenalet af fællesange. Lige foran var nordmændene bevæbnet med fløjter, der faktisk spillede ret godt sammen med hollændernes trommer og sang. Nok derfor stod kontrasten endnu stærkere, når man så på russerne, der var placeret midt i mellem de to festglade nationer. Iklædt nystrøgede, hvide og blå uniformer, gik de diciplineret på rad og række uden at sige en lyd - en fantastisk oplevelse af en stolt søfartsnation. Men endnu længere fremme havde tyskerne, svenskerne, danskerne, spanierne og italienerne også havde taget den store pose feststemning med - og det hele blev piftet ekstra op af Sambaskolen Poco Loco, der leverede varme sommerrytmer og dans. Det var et stort skue af lyd, farver og dans, som kunne få Karnevalet i Aalborg til at blive lidt misundelig. Måske derfor var der ingen sure miner fra dem, der sad fast i trafikken. Og det hele blev afsluttet med manér. Der har altid være noget romantisk over eventyrerne på havet - så da et nygift par kom ud fra rådhuset, lige da optoget ankom til Gl. Torv, var Crews Parade fuldendt. Parret blev hyldet hele vejen igennem søfolkene, der på hver deres måde kongratulerede det nye ægtepar. Flot.