Beskæftigelsesminister vil ikke hæve dagpenge

Danmark har et attraktivt dagpengesystem, mener beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) om LO-kritik.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) vil ikke hæve dagpenge, som LO kræver. Danmark har et attraktivt dagpengesystem, mener han.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) vil ikke hæve dagpenge, som LO kræver. Danmark har et attraktivt dagpengesystem, mener han. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) vil ikke hæve dagpengene, som LO kræver.

- Jeg mener, at vi har et attraktivt dagpengesystem, som mange misunder os i store dele af verden. Det er samtidig et dagpengesystem, som vi har forbedret i løbet af de seneste år, siger Troels Lund Poulsen i en skriftlig kommentar.

Færre mister dagpenge efter de nye fleksible regler, som kom med aftalen om et nyt dagpengesystem, påpeger han.

LO kræver dagpengene sat op til ledige, som de mener ikke kompenseres nok for deres lønnedgang, når de mister deres arbejde.

Dagpengene er udhulet gennem mange år, mener LO. Derfor kører de en kampagne fra mandag, dagen før Folketinget åbner.

Det oplyser Netavisen Pio, som er tæt på Socialdemokratiet.

LO kører kampagnen "Styrk dagpengene" fra mandag 1. oktober og til slutningen af måneden.

LO vurderer, at det koster statskassen en halv milliard kroner, hvis dagpengene hæves, som LO foreslår.

Både lønmodtagere og arbejdsgivere er i Disruptionsrådet enige om, at den danske model giver en konkurrencefordel.

- Jeg mener derfor heller ikke, at mindre fleksibilitet på arbejdsmarkedet vil gavne nogen. Det vil bare gøre arbejdsgiverne mere tilbageholdne med at fastansætte medarbejdere, mener Troels Lund Poulsen.

I trepartsaftalen om voksen- og efteruddannelse fra efteråret 2017 er der afsat 2,5 milliarder kroner.

- Jeg håber, at fagbevægelsen også vil lade sig inspirere af det, når det gælder fremtidens overenskomstforhandlinger, siger Troels Lund Poulsen.

I dag ligger den højeste dagpengesats på 18.633 kroner om måneden for fuldtidsforsikrede ledige.

Fra midten af 90'erne faldt dagpengenes værdi (kompensationsgraden) fra 63 til 54 procent i 2018 for en gennemsnitlig LO-arbejder.

Dagpengene er faldet, så det svarer til en mistet indtægt på 2500 kroner om måneden eller 30.000 kroner om året.

Hvis det fortsætter i samme takt indtil 2025, vil dagpengenes kompensationsgrad være faldet til 50 procent for et gennemsnitligt LO-medlem. Og 54 procent i gennemsnit for alle, viser LO's beregninger.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.