Beskæftigelsesråd: Afgift vil koste job
Øget nordjysk modstand mod kørselsafgift for lastbiler

Galleri - Tryk og se alle billederne.
Af Anders Abildgaard
anders.abildgaard@nordjyske.dk
NORDJYLLAND:Den planlagte kørselsafgift, hvor lastbiler skal betale en afgift pr. kørt kilometer på det overordnede vejnet, møder fortsat særdeles hårdnakket modstand i Nordjylland, skriver NORDJYSKE Stiftstidende.
Først lød der protester fra virksomhederne og deres organisationer. Så skrev 10 nordjyske borgmestre sammen med nogle vestjyske kolleger til skatteministeren.
Og nu er turen så kommet til Beskæftigelsesrådet Nordjylland, der netop har sendt et brev til både skatte- og beskæftigelsesministeren, hvori rådet advarer om, at afgiften vil koste job i Nordjylland.
- Der findes ingen tal på, hvilken indvirkning afgiften vil få på beskæftigelsen. Men det, vi hører, når vi snakker med virksomhederne, er, at det ikke er Nordjylland, man skal investere i, når afgiften kommer, siger Egon Sørensen, formand for Beskæftigelsesrådet Nordjylland.
Han er "dybt foruroliget" over planerne om at ændre afgiften til at være kilometerbestemt og efterlyser en beregning på konsekvenserne for beskæftigelsen.
Han forudser, at den nye afgift både vil ramme transporterhvervet og virksomheder, som er afhængige af transport, såsom landbrug og fiskeri. Derfor advarer rådet om, at afgiften kan få virksomheder til at forlade regionens landkommuner.
- Uanset hvordan vi vender og drejer den afgift, så vil den ramme prisen på varen. Så vores opfordring er, at man dropper den, siger Egon Sørensen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.