Beskedenhed betalte sig ikke

Musikhuset i Aars og Limfjordsmuseet Løgstør glæder sig

Limfjordsmuseet i Løgstør kan se frem til en ekstra check på en mio. kr. Arkivfoto

Limfjordsmuseet i Løgstør kan se frem til en ekstra check på en mio. kr. Arkivfoto

Når 2,5 million kroner til kulturen snart triller ind på to kontoer i Vesthimmerland, skyldes det opgør med den traditionelle, lokale ydmyghed. Pengene kommer fra Velfærdsministeriet, der giver 1.450.000 kroner til udsmykning af musikhuset Alfa i Aars og en million kroner til Limfjordsmuseets nye oplevelsescenter i Løgstør. - Vi er det museum i Danmark, der får det tredielaveste tilskud. Så vi har prøvet at tænke, hvad der skal til for, at vi kan vise, at vi er værd at satse på. Det ligger bag planerne om det maritime oplevelsescenter, som egentlig startede med en noget mindre plan, fortæller museets inspektør, Anders Bloksgaard. Han overvejede at søge 500.000 kroner til lidt udvidelse. Men da han talte med super-projektansøgeren Søren Christensen fra Rørbæk om det, var dennes reaktion: "Du skal da søge om noget til fem millioner kroner. - Det replikskifte satte noget i gang. Nu blev det et projekt til 15 millioner kroner, der bliver realiseret, siger den nærmest lykkelige museumsmand. Med et trangt budget har han set disse år som valget mellem at udvikle eller afvikle museet. - Det har været hårdt, og på et tidspunkt var vi ved at droppe det hele. Da var det, at kommunen lagde en million kroner på bordet, og med bevillingen fra Velfærdsministeriet er der nu kommet tre millioner kroner ud af den til aktiviteter i kommunen. Det er da en forrentning, der vil noget, gør museumslederen op. Der står ikke noget projekt klar til millionen. Den går lige ind i budgettet, hvor den gør lykke på anden vis. - Pengene betyder, at vi ikke skal ud at låne tre millioner kroner, men "kun" to. Det er betydeligt lettere, siger han. I musikhuset Alfa i Aars er man også glade. Netop hjemvendt fra Grønland har bestyrelsesformand Per Bisgaard ikke hørt den glædelige nyhed inden NORDJYSKE når ham: - Det er vi meget glade og stolte af. Mellem linierne ligger der jo også en anerkendelse af, at vi i Løgstør og i Aars har fået nogle gode kulturtilbud på benene. Det er rart efter, at det længe har været en kamp op ad bakke, at vi får så meget medvind nu, siger Per Bisgaard. Han vil lige nærlæse betingelserne for bevillingen inden han endeligt forholder sig til, hvad pengene præcist skal gå til.