Beskedenhed svier hele livet

Kvinder, kom ud af flinkeskolen, lyder opfordringen fra Ingeniørforeningen.

Kvinder, kom ud af flinkeskolen, lyder opfordringen fra Ingeniørforeningen.

KØBENHAVN:De kvindelige ingeniør-dimittender kræver meget mindre i løn end deres mandlige kollegaer, når de søger job, og det kommer til at forfølge dem i resten af deres arbejdsliv. Det viser en opgørelse fra Ingeniørforeningen, IDA. Kvindernes forventninger til den første månedsløn som nyuddannet ligger således 1400 kr. under deres mandlige medstuderendes forventninger, og selvom kvinderne i gennemsnit får 1205 kroner mere i startløn, end hvad deres forventning lød på, er det stadig 1200 kroner under mændenes startløn. Det er en udvikling, der vækker bekymring i IDA. - Pigerne skal se at gøre sig fri af flinkeskolen. De skal jo ud og forhandle med en arbejdsgiver, og de skal vide, hvad de er værd. Her har Ingeniørforeningen en rolle, men pigerne må også se at mande sig op og stå ved deres værd. De skal lure sproget af i annoncerne og fylde oven på med de bløde værdier, siger Jytte Hinnerup, formand for Ingeniørforeningens Ligestillingsudvalg. Udover at de kvindelige studerende skal gøres opmærksom på problemet, mener Jytte Hinnerup også at karrierevejledning og kurser i forhandlingsteknik kan hjælpe de kvindelige dimittender frem. - Ingeniørforeningen har flere forskellige statistikker på hjemmesiden, hvor dimittender blandt andet kan se, hvad gennemsnitsstartlønnen er i de forskellige brancher både i det offentlige og private. Her bør dimittenderne omhyggeligt studere tallene, før de skal til en jobsamtale. Statistikkerne er ikke kompliceret at læse, så kvinderne kan jo støtte sig til dem, for der er da ingen grund til at kræve en løn, der er billigere end gennemsnitslønnen - det vil jo være rent galimatias, lyder Jytte Hinnerups opfordring til kvinderne.