Børnepasning

Beskyldt for fysisk overgreb

Det er angiveligt en anmeldelse om et fysisk overgreb på et barn, som fik Hobro Kommune til at bortvise lederen i Børnehaven Bymarken i Hobro.

Mads Mylund har været pædagog i Hobro Kommune i 25 år og de seneste syv år leder i Bymarken. Han er rystet over beskyldningen og mener, at Hobro Kommune har overreageret. - Et forældrepar har anmeldt til kommunen, at de har fået oplyst, at jeg på et tidspunkt før jul havde fat i deres barn på en måde, som overskrider deres grænser. Der er tale om en situation, hvor jeg tog fat i et barn, kiggede barnet dybt ind i øjnene og irettesatte det. Det har intet som helst med overgreb at gøre, og det er situationer, som opstår hver eneste dag i børnehaver i hele Danmark, siger Mads Mylund. - Selvfølgelig skal kommunen tage sådan en henvendelse fra alvorligt. Men jeg undrer mig over, at henvendelse først kommer fire måneder efter, at episoden fandt sted, siger Mads Mylund. ­ Han står midt i sit livs mareridt og i en situation, han føler helt uvirkelig. Torsdag blev han bortvist fra sin stilling som leder af Børnehaven Bymarken i Hobro. Hobro Kommune afviser at kommentere eller at uddybe, hvad der ligger til grund for bortvisningen. Forældrene er blevet informeret med formuleringen forhold, som kommunen ikke tolererer. Der verserer også undersøgelser af det psykiske arbejdsmiljø i børnehaven, efter at fagforeningen FOA har rejst en sag. Bedriftssundhedstjenesten, BST, har undersøgt forholdene. Hobro Kommune har afvist at udlevere rapporten til NORDJYSKE Medier. - Mads Mylund mener ikke, der hersker et dårligt psykisk arbejdsmiljø i børnehaven. Han er dybt berørt over situationen. - Hele min personlige anseelse, min ære og min fremtid er på spil. Og sagen er voldsomt belastende for hele min familie, siger Mads Mylund, der er gift og har tre børn.