EMNER

Beskyt den svage part

BØRNEBIDRAG En af mine venner var for nylig så uheldig at blive far. Jeg kom af vanvare til at lykønske ham, selvom jeg udmærket var klar over de triste omstændigheder, der lå bag sønnens herkomst. Han takkede høfligt, og vi har ikke talt om det siden. Sagen er nemlig den, at min ven aldrig kommer til at se sin søn, men skal betale børnebidrag de næste 18 år. Det gamle ordsprog "en nats glæde - 18 års fortrydelse" ville have været meget dækkende i denne sammenhæng, hvis ikke lige det havde været, fordi den ene nat var en fadæse. Som de færreste aftener, var den heller ikke 18 år værd, og hvis man spørger ham, var den ikke engang aftenen værd. Loven om børnebidrag er til for at beskytte den svage part, men hvem er egentlig den svage part? I vores tid og alder er det seksuelle samkvem noget, som begge parter indvilger i og - med undtagelse af voldtægt - har mulighed for at fravælge på ethvert tidspunkt. Derfor er det ikke fair, at "skylden" skal lægges på manden. Ligestillingen er i høj grad reel på dette område, men i lovgivningen bliver kvinden stadig beskyttet som den svage part. Hvordan kan det være, at en kvinde "kan gå i byen en aften, bide tænderne sammen og få det overstået" (som jeg for nylig hørte en lesbisk beskrive den smukke akt af elskov i en debat i forbindelse med insemination af kvinder) og derefter med loven på sin side beslutte, at nu skal "de" have et barn, som han skal betale til de næste 18 år? Den reelle effekt af loven bliver her, at kvinden kan beslutte at få et barn uden mandens samtykke, og staten (eller for god ordens skyld "statsamtet") pålægger faderen at betale til et barn, han ikke ønsker. Beslutningen om at få barn er ikke en beslutning, forældrene er nødt til at være enige om. Samfundet beskytter kvinden, fordi hun er den svage part, men hvem beskytter barnet? Et barn, der bliver født af en enlig forælder er oftest dårligere stillet end et barn født i et forhold. Hvis faderen slet ikke ønsker barnet, så er det lille liv jo endnu værre stillet. Det burde ikke være muligt, at staten i denne sammenhæng støtter kvinden, som er blind for barnets behov og udelukkende dyrker sit eget behov for at få børn. Der er ingen, der taler barnets sag. Et af kerneproblemerne er, at børnebidraget kan virke som en fremtidig sikkerhed for kvinden, der gerne vil have barn. Denne tanke virker måske skør eller direkte latterlig for enhver, der selv har børn. Og ja, de små tusind kroner om måneden, man får som forsørger, forslår meget lidt til at beklæde, føde og underholde et barn. Men så må vi også huske på, at det ikke er stabile kvinder, vi har at gøre med her. Stabile kvinder vælger ikke at få børn mod faderens ønske. Kun meget ustabile og egoistiske kvinder kan finde på at blive gravid mod mandens (og barnets) ønske og insistere på sin ret til at beholde barnet. Derfor får børnebidragets uomgængelighed en meget dårlig signalværdi i denne sammenhænge. Loven om børnebidrag er en god ting, som sikrer, at forsørgeren kan få økonomisk støtte af den anden forælder ved ægteskabs ophør. Men loven har ikke fulgt helt med tiden, og derfor er det på tide, at den bliver ajourført, så der bliver mulighed for at fritage faderen fra at betale børnebidrag, hvis barnet er uønsket. Note: I ligestillingens navn ville jeg gerne have skrevet ovenstående afsnit, så det ikke så ensidigt udstillede kvinder, men jeg har desværre ikke evne til at forestille mig, hvordan en mand skulle kunne få et barn imod kvindens vilje. ] Jeppe Lisdorf er 27 år og førstegenerationsindvandrer fra Esbjerg. Skriver for tiden speciale i dansk/medievidenskab på Aalborg Universitet.