Beslutning om vejbump trækker ud

Amtspolitikerne beslutter sig først om knap en måned

Vilsted 27. september 2002 08:00

VILSTED: Beboerne i Vilsted må leve med de forhadte paddehatte-bump en tid endnu. Ifølge civilingeniør Pia Juul Eriksen fra vejkontoret i Nordjyllands Amt er det nemlig ikke en sag der kan klares administrativt. Den kræver en politisk beslutning. Og det kan først lade sig gøre på et udvalgsmøde i teknisk udvalg den 22. oktober. - Det er desværre umuligt at nå til mødet på tirsdag. Men jeg forstår godt borgernes utilfredshed. Og vi håber, at vi kan opfylde deres ønske, siger hun. Omkring 240 borgere fra Vilsted har skrevet under på en protest imod de store vejbump, som skal dæmpe bilisternes fart i byen. Og da vejen igennem Vilsted er en amtsvej, er det Nordjyllands Amt, der skal træffe beslutning om at fjerne bumpene. Og eventuelt erstatte dem med nogle andre. Rystelser støj Utilfredsheden med de røde paddehatte skyldes, at selv om farten godt nok sænkes med omkring 10 kilometer i timen, kommer der så mange rystelser og så meget støj fra trafikchikanerne, at de protesterende nu har fået nok. - Jeg bor lige ved siden af nogle af bumpene. Og det er efterhånden ren tortur. Når bare der kommer en personbil med trailer, larmer det og ryster i huset. Og hvis jeg har gæster om aftenen, farer de op, når bilerne kører over bumpene, siger Ellen Hansen, som er en af initiativtagerne til underskriftsindsamlingen til Nordjyllands Amt. Beboerne i Vilsted vil dog gerne have, at der fortsat er trafik-chikane på vejen. Men det skal altså være nogle, der er mindre generende for indbyggerne. De henviser selv til, at bumpene i Raunstrup fungerer bedre. Bumpene i Vilsted blev opsat som et forsøg for at teste paddehattebumpene. Og konklusionen er ikke kun positiv. Glade buschauffører Ganske vist har de virket efter hensigten. Hastigheden i Vilsted blev sænket med 10 km fra 54 i timen til 44. Men bumpene har den kedelige egenskab, at bilister for at mindske ubehaget ved passage dels kører skråt over dem og dels bruger både kantbanen og den modsatte kørebane til denne manøvre. Buschauffører på rutebilen gennem Vilsted foretrækker til gengæld paddehattebumpene. De fortæller, at de uden nævneværdigt ubehag kan passere bumpene med 40-50 km i timen. Bumptypen stammer oprindeligt fra Frankrig og Holland. Det er således det hollandske firma Lemminkainen, der har udtænkt de upopulære bump.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...