Aalborg

Besøg hos samarbejdspartner

KLÆSTRUP:Det sociale samvær er vigtigt for ansatte i firmaet Svend Aage Christiansen fra Hellum. Personaleklubben har jævnligt arrangementer, og et halvt hundrede ansatte og ægtefæller/kærester har været på besøg hos én af samarbejdspartnerne, JKE-Design i Klæstrup. Her viste salgschef Lars Pedersen, ordrebehandler Jan Larsen og indehaver af JKE-forretningen i Brønderslev, Bjarke Andersen, rundt. De ansatte fra Svend Aage Christiansen fik et godt indblik i hverdagen på JKE-Design. Virksomheden har næsten 100 ansatte. Lars Pedersen fortalte, at JKE-Design begyndte som en tømrer- og snedkerforretning, men Erik Lund, der var idémanden, valgte at koncentrere sig om køkkener. - Det viste sig at være en god idé, konstaterede Lars Pedersen, der oplyste, at virksomheden er inde i en god periode. Gæsterne så alt fra køkkendelene saves automatisk ud til det færdige køkken. Efter besøget på fabrikken gik turen til JKE-forretningen i Østergade i Brønderslev. - Vi mener, at det er vigtigt, at vi får kendskab til de virksomheder, vi arbejder sammen med, fortæller Villy Pedersen fra medarbejderklubben hos Svend Aage Christiansen. Han fortæller, at klubben har arrangeret tur til eternitfabrikken i Aalborg, ligesom der hvert år arrangeres en tur til Fårup Sommerland.