Besøg omgærdet af hemmeligheder

Aalborg 17. januar 2007 05:00

AALBORG: Han ankommer med fly tidligere på dagen - og bagefter flyver han til København, hvor han skal overnatte inden et offentligt arrangement torsdag. Mere præcise tidspunkter for den tidligere amerikanske vicepræsident Al Gores ankomst til og afrejse fra Aalborg vil hverken arrangører eller politi ud med - hvis de overhovedet selv ved det: - Det får vi ikke noget at vide om, lyder det fra Finn Kjærsdam, rektor ved Aalborg Universitet. De 350 deltagere har fået besked om at være på plads kl. 15.40, og starttidspunktet er sat til kl. 16. Også Nordjyllands Politi Aalborg vil være til stede ”i fornødent omfang”, siger politikommissær Poul Tradsborg. Han vil dog ikke sige, hvor mange folk ”fornødent omfang” omfatter. Politiet har været i kontakt med Politiets Efterretningstjeneste, men besøget af Al Gore giver ikke søvnløse nætter, forsikrer Poul Tradsborg: - Al Gore er ikke en truet person. Det ville være noget andet, hvis han havde sagt, at han stiller op som vicepræsident- eller præsidentkandidat. I Aalborg Kongres & Kultur Center er en afslappet direktør Ernst Trillings-gaard også klar til besøget: - Alle bliver tjekket ved indgangen, men det har vi prøvet så tit ved store koncerter. Og jeg skal nok selv komme ind - for jeg har da hovednøglen til huset.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...