EMNER

Besøg uddannelsesstedet

Studerende valgte uddannelse ud fra åbent hus arrangement - og har ikke fortrudt

Iløbet af de kommende uger holder de videregående uddannelsesinstitutioner åbent hus, og det er i hvert fald noget lærerstuderende på Aalborg Seminarium Anja Hylgaard Pedersen kan anbefale. - Aalborg Seminarium virkede som en meget social uddannelse, og til åbent hus virkede det som et sted, der gav god plads til de studerende, fortæller Anja Hylgaard Pedersen. Inden hun tog til åbent hus på Aalborg Seminarium for et år siden, havde hun mere eller mindre besluttet sig for, at det var læreruddannelsen, der trak mest. Da hun stammer fra Allingaabro på Djursland, tænkte hun også på at søge ind på læreruddannelsen i Århus, men det var Aalborg, der havde førsteprioritet. - Jeg havde på forhånd undersøgt noget om de forskellige uddannelser, jeg var interesseret i. Jeg havde skrevet fordele og ulemper op for uddannelserne, for jeg havde mange ønsker, fortæller Anja Hylgaard Pedersen. - Desuden har Aalborg Seminariumet et godt ry. Skolen har den bedste gennemførelsesprocent og er meget med på udvikling og nye idéer. Da hun først havde været til åbent hus på Aalborg Seminarium, var hun solgt. - Det var meget anderledes end universitetet. Det virkede som om, stedet gav mere plads til den enkelte elev, forklarer hun. Da Anja Hylgaard Pedersen blev færdig med gymnasiet havde hun egentlig en idé om, at hun gerne ville læse statskundskab. Derfor tog hun til åbent hus på fakultetet for samfundsvidenskabelige uddannelser på Aarhus Universitet, men det var slet ikke noget for hende. - Stedet virkede alt for stort. Jeg kunne ikke se for mig, hvordan det sociale skulle fungere. Jeg var lidt bange for at forsvinde i mængden, forklarer hun. Selve indholdet af uddannelsen synes hun dog lød spændende. - Men jeg tænkte, at det nok var dumt at søge ind et sted, hvor jeg allerede på forhånd var skeptisk, siger Anja Hylgaard Pedersen. Derfor tog hun et år i Tyskland som au pair, inden hun 1. september sidste år begyndte på Aalborg Seminarium. Da hun begyndte på studiet i Aalborg kendte hun ikke ret mange i byen på forhånd. Derfor var det vigtigt for hende, at uddannelsen bød på mange nye sociale relationer, og det har til fulde levet op til hendes forventninger. Specielt fordi hun har meldt sig ind i studierådet. - Det er klart en fordel for mig at være med i studiepolitisk arbejde, for man kommer til at lære en masse at kende. Desuden kan man snakke med de ældre elever om, hvordan de har klaret tingene gennem deres studietid, fortæller Anja Hylgaard Pedersen. Hun råder kommende studerende på videregående uddannelser til at tage til åbent hus på uddannelsesstedet, da hun mener, det er den bedste måde at danne sig et indtryk af stedet og uddannelsen på. - Man skal ikke være bange for at stille dumme spørgsmål. Især de studerende kan give det mest ærlige billede af, hvordan uddannelsen er. Det er også vigtigt at få forskellige meninger, i stedet for bare en enkelt, mener hun. Desuden mener hun, det er vigtigt, at stedet giver muligheder for at lære nye mennesker at kende, og uddannelsesstedet har et godt omdømme. - Det er vigtigt, det er et sted, man virker velkommen, og at stedet har et godt ry. Det giver tryghed, at man ved, at man nok skal lære det, man skal, mener Anja Hylgaard Pedersen.