Besparelse rammer tilbuddene til de unge

Det kommer til at ramme de unge, når ungdomsskolen skal spare

Mette Pedersen
Eleverne i ungdomsskolen får det med al sandsynlighed at mærke, når der til næste år skal spares. Brønderslev Ungdomsskole oplever stor tilslutning til tilbuddene blandt andet scootertræf, hvor billedet her er fra. Arkivfoto: Bente Poder
Brønderslev 1. oktober 2008 06:00

Der er skåret helt ind til benet, når det kommer til administrative besparelser. Det mener leder af Brønderslev Ungdomsskole, Peter Vestergaard. Derfor forudser han, at besparelser vil kunne ses direkte på tilbuddene til de unge. Budgetforliget betyder en besparelse på 100.000 kroner i 2009 og 240.000 kroner de efterfølgende år. - Det er selvfølgelig brandærgerligt. Vi har haft en stor fremgang i antallet af elever, og det vil betyde et tilbageslag, lyder Peter Vestergaards kommentar til nedskæringen. - Vi er i forvejen en af de billigste ungdomsskoler i landet, men nu må vi så drive ungdomsskole for endnu mindre. Det er for tidligt at sige, hvor det konkret vil ramme ungdomsskolens arbejde. Det skal først diskuteres med bestyrelsen, men lederen er ikke i tvivl om, at de 4,5 procents besparelse vil ramme de unge. Peter Vestergaard understreger, at man ved tidligere besparelser og ikke mindst ved kommunesammenlægningen så på det administrative arbejde og opbygningen af systemet. Derfor er det ikke muligt at hente de 240.000 kroner på dette område. Det kan betyde færre tilbud hos ungdomsskolen, der foruden selve ungdomsskoletilbudene står bag klubtilbud og fritidsklubber. Der er faste takster på fritidsklubberne, og det vil derfor ikke være muligt at hente noget af det tabte ved at hæve priserne. Om der skal betaling eller ej på klubtilbuddene er et politisk spørgsmål og derfor heller ikke en sandsynlig indtægtskilde. Ungdomsskoletilbuddene, der blandt andet dækker undervisning og oplevelsesarrangementer, kan til gengæld komme i spil, når økonomien skal hænge sammen. - Vi kan godt gå ind og stramme grebet på ungdomsskoletilbuddene. Men vi har i forvejen ikke så mange tilbud mere, som er gratis. Problemet med at sætte brugerbetaling på er, at det rammer dem, der i forvejen har det svært økonomisk, siger Peter Vestergaard.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...