Besparelser truer pædagogiske læreplaner

Visionære læreplaner strander ved nedskæringer i børnehaver

Børnepasning 23. september 2006 06:00

AALBORG: I juni måned blev 18 sider pædagogisk læreplan for Kongerslev Børnehave godkendt hos forvaltningen i Sejlflod kommune. De seks pædagoger fra Kongerslev Børnehave havde brugt 25 timer på at lave læreplanen, der beskriver hvordan børnehaven kan opfylde regeringens lovkrav fra 2004. Men nu kan det vise sig, at læreplanen er ubrugelig. I Loven Om Pædagogiske Læreplaner bliver der lagt vægt på seks kerneområder, som de enkelte institutioner selv har ansvaret for at fremme hos det enkelte barn. Barnets personlige kompetence, sociale kompetence, sproglige udvikling, krop og bevægelse, naturen og endelig kulturelle udtryksformer og værdier. Og pædagogerne glædede sig til at komme i gang med de nye tiltag. - Her kunne vi virkelig udfolde vores faglighed og bruge nogle af de kvaliteter, vi har som pædagoger, fortæller Jane Dahl Hansen, der er daglig leder i Kongerslev Børnehave. Men med det budgetforslag for Ny Aalborg Kommune, der kom på bordet i midten af august, blev glæden dog afløst af skuffelse. - Hele det arbejde vi har siddet og lavet, vil stort set være spildt, hvis vi bliver ramt af de varslede nedskæringer. De læreplaner vi har udarbejdet, er lavet til størrelsen på vores nuværende personalegruppe, siger Jane Dahl Hansen, der er daglig leder af Kongerslev Børnehave. I Skærbæk-Ejdrup Naturbørnehave er frustrationerne også mærkbare. - Den kan vi slet ikke opfylde, hvis spareplanerne bliver vedtaget, siger Anne-Mette Christensen, der er daglig leder af Skærbæk-Ejdrup Naturbørnehave, og henviser til den pædagogiske læreplan, de har udarbejdet. - Som tingene er nu, har vi rigeligt at gøre med bare at få dagligdagen til at hænge sammen, fortsætter Anne-Mette Christensen

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...