Bestyrelse giver op

Problemerne er for store og mange, og derfor har bestyrelsen i Hobro og Omegns Rideklub kapituleret

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Ridehallen på Ølsvej er centrum for rideklubbens aktiviteter. Arkivfoto

Rideklubben i Hobro er truet af opløsning. Skærpede krav til hestehold, en anstrengt økonomi og alt for få hænder til at løfte de mange arbejdsopgaver har fået den siddende bestyrelse til at kapitulere. - Det er et klart nederlag, men vi ser desværre ingen mulighed for at drive klubben videre, siger formanden, Sanne Kyed Jensen. Hun og de fleste andre i bestyrelsen blev valgt for bare et halvt år siden, men trods en ihærdig arbejdsindsats er det ikke lykkedes dem at vende tingene til det bedre. Økonomien har i hele hendes formandsperiode været et smertensbarn. Der er underskud på kontoen, og formanden føler ikke, at møder med repræsentanter fra fritids- og kulturforvaltningen og det politiske liv har efterladt den optimisme og det håb, bestyrelsen havde håbet på. Den kommunale kasse er lukket i, hvilket falder tilbage på den tidligere bestyrelse. Der er indkaldt til ekstraordinær generalforsamling i Rytterstuen i ridehallen på Ølsvej 50 onsdag 28. juli kl. 19.30. Eneste punkt på dagsordenen er opløsning af klubben.