Bestyrelse holder møder hemmelige

GVD:I GVD-Antenneforening holder fire bestyrelsesmedlemmer mødereferater hemmelige for medlemmerne. Jeg har erfaret, at det ikke er muligt at erhverve sig en kopi af det referat enhver bestyrelse er pligtig til at lave, når den holder bestyrelsesmøde. Jeg har drøftet det med Jørgen Thomsen, der er bestyrelsesmedlem i såvel antenneforeningen som GVD-TV. Jørgen Thomsen fortalte, at man havde besluttet på et bestyrelsesmøde at medlemmerne, som er medejere af foreningen IKKE har adgang til referater fra bestyrelsesmøder, og at man endda havde brugt en dyr advokat til at kontrollere lovligheden af dette. Efter sigende, og efter hvad NORDJYSKE skriver, er det besluttet på et af disse hemmelige møder at GVD-TV skal lukke. Det vil være farvel til vores meget sete og enestående i Danmark Tast Selv TV samt det ugentlige tirsdagsprogram. Som bestyrelsesmedlem i GVD-TV og som teknisk ansvarlig for netop Tast Selv TV er jeg meget bekymret for fremtiden. De kære læsere kan meget vel være tungen på vægtskålen, der er med til at sikre dette tilbud til medlemmerne, ved at tilkendegive jeres støtte da bestyrelsen, ligesom på generalforsamlingen, er meget lukkede om dette emne. Alt arbejde samt alle udsendelser på GVD-TV er udelukkende udført af medarbejdere der laver et meget stort ubetalt og frivilligt stykke arbejde. Vil det ikke være ærgerligt at der sidder nogle bestyrelsesmedlemmer, der ikke er kompetente og beslutter noget sådan over hovedet på alle medlemmerne.