EMNER

Bestyrelsen burde skamme sig

AN-TV:Svar til Jørgen Larsen Møller: Jeg har ligesom du haft mange utilfredse medlemmer af AN-TV, der siden mandag i sidste uge har ringet til mig og været helt fortvivlede over den behandling, som AN-TV ved sin kanalomlægning har udsat dem for. Når de så har prøvet at klage deres nød over for AN-TV, har det eneste sted, de kunne gøre det, været hos Telia Stofa. Ja, AN-TV har trods sin størrelse ikke engang et kontor. Men at klage til Telia Stofa medfører jo kun, at de siger, at ansvaret for disse kanalomlægninger ligger hos AN-TV. Jeg har så været ude at hjælpe nogle med at finde de "tilbageværende" kanaler. Tidligere har AN-TV været sit ansvar bevidst, og de har informeret om kanalomlægninger og også givet mulighed for teknisk support via et økonomisk godt tilbud fra udvalgte radio-tv forhandlere, som AN-TV lavede en aftale med. Denne gang har AN-TV bare handlet hen over hovedet på sine medlemmer, men sådan er det jo: Når man sidder længe nok i en bestyrelse, så føler man sig lidt som konger. Jeg synes, at bestyrelsen for AN-TV burde skamme sig over den gang ramasjang, de har lavet. Det er som du skriver: Amatøragtigt.