Bestyrelsen fik fortsat støtte

To bestyrelsesmedlemmer genvalgt med overvældende flertal, mens vedtægtsændring faldt.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Selv om det er en årelang tradition at præsentere en ny øl til generalforsamlingen, så indeholder denne øl lidt mere: Den er nemlig forsynet med bryghusets nye logo, som er en del af den nye direktørs strategi.

De omkring 1200 aktionærer i Thisted Bryghus, som lørdag aften for første gang i nyere tid måtte vente på de gule ærter, gav en samlet støtte til den siddende bestyrelse. De to medlemmer, som var på valg - Peter Sørensen og Lars Svenningsen - fik et overvældende antal stemmer i forhold til de fire andre kandidater. Forslaget om at ændre bestyrelsens antal pladser til et "ulige antal" fik et flertal, men ikke nok til de 2/3, som kræves for at ændre vedtægterne. Der var en del mennesker oppe på talerstolen for at kritisere bestyrelsen, og enkelte håbede, at bestyrelsen ville tage problemerne seriøst. Bestyrelsesformand Ole Sørensen forklarede ikke uddybende, men gav i beretningen et kort indblik i, at der undervejs i 2009 havde været et problem med en ansættelse af en leder, som ikke fungerede. - Jeg synes, det har været godt, at der også kommer kritiske røster, siger han og forklarer, at det for ham er et godt tegn på, at aktionærerne går op i bryggeriets ve og vel. Men efter lørdag aften er en stor del af det "tunge ansvar" nu lagt på skuldrene af den nye administrerende direktør, Aage Svenningsen, som har fået en ligeledes i bryghussammenhæng ny person med som sin økonomiske højrehånd, økonomichef Hanne Nielsen, der kommer fra Huma i Hurup.