Bestyrelsen hyggede sig i køkkenet før spisetid

V. THORUP: Stemningen var ligefrem men hjertelig, da bestyrelsen sammen med ledsagere gjorde klar til den årlige juleaktivitet i V. Thorup Forsamlingshus. Formand Lone Jakobsen havde suppleret den faste stab med enkelte nye, så alle kendte opgaven: 300 personer til stuvet hvidkål med flæsk og pølse plus røde pølser med brød til egnens mange børn. Råvarerne kom fra Slagter Palle i Fjerritslev: 20 kg kogt medister, 20 kg kogt flæsk, 80 kg kogt kål og tre kasser røde pølser. Selvfølgelig de lokale fra TiCan. - Vi mødtes godt middag for at have god tid til arbejdet, fortæller formanden. Eneste mand i køkkenet var Frode Jakobsen, gift med formanden. Han nød virkelig at arbejde sammen med de mange kvinder. - Det er mig, der tager alle de tunge opgaver. Jeg skal bl.a. røre de mange kål i sovsen, fortæller han med et stort smil på læberne. Straks lød det fra Lis Lukassen, der står for tilberedning af sovs til kålene: Du har også opvasken af de tunge gryder. Det grinte Frode bare af. Han har sikkert udtænkt en snedig plan, så han går fri af dette arbejde. Ikke godt nok De andre mænd blev sat i gang med at lave juledekorationer til bordene i forsamlingshusets sal. Med røde og grønne lys samt masser af grangrene. Færdigt med arbejdet og beundrede de stolt værkerne. Så kom dommerkomiteen, og det hele blev kasseret. - De stritter for meget. Kvinderne havde deres egen opfattelse af, hvordan grangrenene helst skal ligge hen ad bordet og ikke rage op i luften som antenner. Med sirlige kvindehænder blev grenene presset på plads, og julefreden sænkede sig atter over forsamlingshuset. Kvinderne forsvandt en efter en ud i køkkenet til Frode, mens mændene havde fundet en kasse med øl. Der skulle smagsprøver fra Thy på bordet. Kun en enkelt. Næste opgave for mændene var at dække bord med hvid papirsdug og de godkendte dekorationer. Herefter skulle de hælde sodavand i klare plastbægre, og serveringsbordet skulle gøres klar. I mellemtiden havde Thorup Spillemændene været der og opstillet forstærkeranlægget. Ude i køkkenet var der fortsat travlhed. Flæsk og pølse blev skåret ud og lagt på fade. Der skulle også laves sovs af 20 l frisk komælk leveret af Per og Palle Jacobsen. - Nu kommer optoget. Flere af kvinderne hastede skyndsomt hen til vinduet for at få et kig af hestevognen med julemand og-kone. Der skulle lige en hastig vurdering af, om tallet på 300 gæster også passer i år. Det gjorde det. Johan Svaneborg stod klar ved byens juletræ med violinen i hånden. Han var til at modtage julemanden og spille til dansen om træet. Om et kvarter Lone Jakobsen vidste, at nu ville det tage et kvarter, så kom der gæster - mange gæster - i forsamlingshuset, og de ville alle gerne have noget at spise. Karina Kristensen og Conny Nielsen tændte lysene i dekorationerne, mens formanden bar de første fade med kød ind på serveringsbordet. Herefter var det sidste chance for en smøg, inden det for alvor gik løs. Døren til forsamlingshuset gik op. De første inde var børn, der havde favnen fuld af godtepose og karameller. - Jeg fik 17, fortæller Mads Styrbæk. Jeg fik 16, lyder det fra Nikolaj Pretzmann. Han har også samlet 15 til Nikolaj Olesen, der straks fik en af Mads. Så havde de alle 16 karameller. Andre havde stillet sig i køen ved serveringsbordet. Flittige hænder øste kål på plasttallerkner, fulgte efter med flæsk og pølse samt en klat sennep. Herefter gik det videre til drikkevarerne: kold og varm julehvidtøl eller sodavand. Børnene var længere nede i køen, hvor der blev rakt røde pølser med brød over disken. Inden længe var der ro i køkkenet. Frode havde et par gange båret ekstra pølser ind i salen, hældt sovs på kålen og rørt i gryderne. Endnu en gang leverede Thorup Håndværker- og Borgerforening, som Lone Jakobsen også er formand for, en hyggelig optakt til julen i V. Thorup. Om Frode kom til at vaske op? Det står hen i det uvisse. Men han så damelandsholdet spille håndbold. Et transportabelt tv var placeret ovenpå opvaskemaskinen. Den kunne i hvert fald ikke bruges før senere på aftenen.