Bestyrelsesmedlemmer lærer af hinanden

KØBENHAVN:Danmark får nu sin første skole for kommende og nuværende bestyrelsesmedlemmer, hvor garvede bestyrelsesmedlemmer skal give deres viden videre til andre erhvervsfolk. Etableringen af den kommende bestyrelsesskole sker blandt andet i erkendelse af, at en stor spredning af bestyrelsesmedlemmerne udgør et reelt problem for bestyrelsernes professionalisme, skriver Berlingske Tidende. Landets største netværksorganisation for erhvervsfolk står bag den kommende bestyrelsesskole i samarbejde med Danmarks Erhvervsråd med tidligere B&O-chef og nuværende bestyrelsesformand Anders Knutsen i spidsen. Den kommende bestyrelsesskole vil med jævne mellemrum tilbyde sine "elever" træning i praktisk bestyrelsesarbejde. De børsnopterede selskabers bestyrelser har ifølge en ny opgørelse fra Økonomi- og Erhvervsministeriet så få gengangere, at det er et reelt problem for bestyrelsernes professionalisme. /ritzau/