Lokalpolitik

Besynderlig politisk situation

I skrivende stund forhandles der regeringsgrundlag mellem to af valgets tabere, S og SF, og en af vinderne, De Radikale.

Det er tilsyneladende svære forhandlinger, hvor masser af intern politisk uenighed skal overvindes. I det hele taget forekommer den politiske situation efter valget besynderlig for ikke at sige absurd. Danskerne sagde klart nej til den røde oppositions "Fair løsning", idet SF fik en markant tilbagegang, mens S kunne notere sig det dårligste valgresultat i 100 år (!). Derfor virker det besynderligt, at Helle Thorning-Schmidt fik stafetten som forhandlingsleder. At den ikke gik til landets største parti, som endda kunne notere en beskeden mandatfremgang ved valget, kan man alene takke De Radikale for. Partiet i midten, der kalder sig socialliberalt, har således på forhånd solgt sig til den røde blok, hvis især økonomiske politik, De Radikale ellers er på kollisionskurs med. Nu sidder de så og forhandler om at danne en S-SF-R-regering, der skal basere sin eksistens på Enhedslisten - en flok rødgardister, der står for den rene og rå socialisme, som vores del af verden ellers sagde farvel til ved murens fald i 1989. Mange af de borgerligt sindede vælgere, der denne gang har sat deres kryds ved Det Radikale Venstre, må sidde tilbage med en dårlig fornemmelse… Det eneste, man har lov at håbe på Danmarks vegne, er, at De Radikale besinder sig på, at Folketinget rent faktisk har et markant ikke-socialistisk flertal. Hvis man da ellers kan regne De Radikale for et socialliberalt parti, så er ikke færre end 103 af tingets 175 mandater ikke-socialistiske (de fire nordatlantiske mandater ikke medregnet). Derfor snyder man et stort flertal af vælgere ved på den baggrund at danne en rød regering. Ikke-socialistiske vælgere kan derfor ikke advares nok imod at lade sig friste til at stemme radikalt. Gang på gang misbruger dette parti nemlig sin socialliberale platform til at alliere sig med sågar den yderste venstrefløj. Og så er det i øvrigt stærkt bekymrende, at så relativt mange danske vælgere leger med ilden ved at stemme på netop den yderste venstrefløj. Enhedslisten, der består af gammelkommunister og revolutionære romantikere, er imod såvel militæret som politiet. De ønsker produktionsmidlerne og al privat ejendom nationaliseret, der skal være adgang til at få dagpenge hele livet igennem, ægteskabet skal være kønsneutralt, og så skal i øvrigt såvel kongehuset som folkekirken afskaffes (!). Hele dette rå og usminkede socialistiske program syntes vælgerne ved dette valg fortjente en fremgang fra 4 til 12 mandater - eller med andre ord en tredobling. En skolepige med et kækt smil og nogle kvikke bemærkninger - mere skulle der ikke til for at få uhyggeligt mange danske vælgere til at bide på en ræverød krog, der kan bidrage til at trække en kommende regering i en retning, der fremmer afkristningen af Danmark, der bidrager til at lægge økonomien øde, der får virksomhederne til at flygte til udlandet. Tilbage står det røde kor og skriger på mere velfærd, men kære venner: Duerne er fløjet og kan derfor heller ikke flyve stegte og spiseklare direkte ind ad danskernes vinduer. Højere skatter hjælper nemlig ikke, for beskatningsgrundlaget vil smuldre væk. Socialismen vil så gerne fordele rigdommen, men har i praksis aldrig fordelt andet end fattigdom (!) - en fattigdom, hvis trofaste følgesvend altid har været undertrykkelse af den personlige frihed. De vælgere, der stemte på Enhedslisten uden at have gjort sig bekendt med, hvad dette parti egentlig står for, har leget kispus med Danmarks fremtid. Kan det virkelig passe, at Det Radikale Venstre vil gøre det samme ved at lægge mandater til en rød regering, der skal basere sig på støtte fra Enhedslisten? I bekræftende fald kan partiet godt fralægge sig betegnelsen "socialliberalt". Flemming Jansen er fhv. borgmester (V) i det daværende Pandrup Kommune, nu lektor/freelance-journalist. Fast bidragyder til "På Kanten". Bor Østerled 5 i Pandrup.