Retspleje

Besynderligt hukommelsestab

Ikke siden den politisk set betændte, såkaldte tamilsag, der i 90'erne endte med at fælde først og fremmest daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen og i sidste ende den daværende KV-regering, har så mange vist været ramt af så voldsomt et anfald af kollektivt hukommelsestab som i maraton-sagen om eks-rockeren Dan Lynge. Fra en kant af står højt estimerede jurister og politifolk - med titler af statsadvokat, vicestatsadvokat, rigsadvokat og landsdommer - frem og husker ingen verdens ting af, hvad der er foregået eller ikke foregået på blandt andet, som man ellers godt kunne tro var et ret skelsættende møde i oktober 1995. Her skal statsadvokat have efter sigende have informeret alle landets statsadvokater om det, der siden har udviklet sig til lidt af en bombe, såvel juridisk som politisk, nemlig politiets samarbejde med den frafaldne rocker Dan Lynge, kaldet "Guldfuglen". Ikke én eneste af de, der angiveligt skulle være involveret eller i det mindste informeret, har nogen som helst form for erindring om, hvem der i sin tid var til møde med rigsadvokaten, da problemerne med Dan Lynge blev diskuteret. Og som formanden som den særlige Dan Lynge-kommission, landsdommer Lis Sejr, ikke så lidt spydigt har udtalt i forbindelse med endnu en afhøring i sagen: "Rigsadvokaten har formentlig ikke holdt møde med sig selv"... Det er bestemt ikke uvæsentligt, hvem der har gjort og vidst hvad, for et og andet kunne godt tyde på, at det er på netop dette centrale møde, at der på allerhøjeste plan er givet grønt lys til at bruge "Guldfuglen" som meddeler. Blandt flere andre kan daværende rigsadvokat Asbjørn Hansen godt huske, at selve mødet har fundet sted - men ikke hvem der deltog i det. Ingen af de juridisk skolede og trænede hoveder kan formodentlig være uvidende om, at det har været på kant med loven at lade PET (Politiets Efterretningstjeneste) indlede så tæt et samarbejde med Dan Lynge, og for folk udefra kan det derfor godt undre, at et så væsentligt møde, der har ført til så afgørende en beslutning, ikke har sat sig et mere markant spor i hukommelsen. For det kan naturligvis ikke handle om at ville "løbe fra regningen"?