Besynderligt

Det var da et besynderligt indlæg (24.8.) fra Per Studsholt under overskriften: "Sæt dig bedre ind i sager".

Aalborg 1. september 2011 06:00

Indlægget var adresseret til byrådsmedlem Jørgen Andersen (SF), som både kaldes et "selvbestaltet talerør for hele Vestbyen" og ikke tilstrækkeligt orienterer om, hvad der sker i Hasseris Grundejerforenings regi til at kunne blande sig. Lad mig med det samme oplyse om, at jeg ikke kender Jørgen Andersen personligt, men kun fra disse spalter, hvor jeg synes, at han fremstår som en ihærdig fortaler for forskellige forhold i Vestbyen, som man kan være enig i eller ej, men han har da ret til at fremføre sin mening. Til Per Studsholt vil jeg blot sige, at jeg føler, at du også skriver på mine vegne, når du underskriver dig som bestyrelsesmedlem fra Hasseris Grundejerforening, hvor også jeg er medlem. Jeg deltager stort set i alle generalforsamlinger og i øvrigt i, hvad der måtte være af arrangementer. Jeg er bestemt ikke enig i din udlægning mht. til emnet "Limfjordsforbindelse" og aldeles ikke i din måde at henvende dig til andre meningstilkendegivere på. Den sidst foreslåede anderledes linjeføring har mig bekendt ikke været drøftet bredt i vores forening, ligesom de tidligere drøftelser du hentyder til med masser af klapsalver heller ikke rigtig siger mig noget, men her kan jeg have været fraværende. Heldigvis og helt rigtigt peger du selv på, at vi ca. 1400 medlemmer selv kan finde ud af "at sætte bestyrelsen på plads eller af". Hvorvidt du fremover bør have mandat til på bestyrelsens vegne at anlægge en tone og en debatform på det nævnte niveau, må vi jo så efterfølgende diskuterer på vores generalforsamling, hvis ikke bestyrelsen forinden beklager eller beder dig om ikke fremover at skrive indlæg i den form - i offentligheden - på vores vegne. Vi skulle jo gerne kunne være hinanden bekendt og være i stand til at argumentere på viden og holdninger og ikke på personer.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...