Betændt situation

Det har vakt berettiget opsigt, at de britiske myndigheder har nægtet den hollandske politiker, Geert Wilders, indrejse i Storbritannien.

Indrejseforbuddet afslører, hvor betændt situation er blevet i det multikulturelle Storbritannien, hvor myndighederne for længst har erkendt, at de sidder på en krudttønde, hvor den mindste gnist kan føre betydelige uroligheder med sig. Historien om det britiske indrejseforbud er ikke mindst interessant i en dansk sammenhæng. Her er der nemlig en pendant til den igangværende Wilders-sag. I 1970'erne fik billedkunstneren og filmmageren Jens Jørgen Thorsen et tilsvarende indrejseforbud i Storbritannien under arbejdet med sin Jesus-filmen (i Frankrig vedtog myndighederne en lov, der forbød, at Thorsens Jesus-film blev optaget på fransk jord). Der er imidlertid en interessant forskel på datidens Thorsen-sag, hvor det var kristendommen, der stod for skud, og den aktuelle Wilders-sag, der er opstået som en følge af Wilders' korankritiske film "Fitna". Mens Jens Jørgen Thorsen i 70'erne og 80'erne modtog støtte til sit bibelkritiske projekt fra en enig venstrefløj (og en kulturradikal som forfatteren Carsten Jensen, der i forbindelse med Thorsens maleri af en opstemt Jesus på en væg i Birkerød i sin klumme i Politiken krævede flere "profet-tissemænd"), har den selv samme venstrefløj i forhold til Wilders' korankritiske projekt enten reageret med fordømmelse eller en eksplicit tavshed, der leder tankerne henimod spørgsmålet om, hvorvidt religionskritik overhovedet længere er en del af venstrefløjens (og det kulturradikale) program. Indrejseforbuddet var imidlertid ikke den eneste chikane, der blev Thorsens bibelkritiske projekt til del. Thorsens filmplaner medførte også et terroranslag mod en dansk ambassade. I løbet af sommeren 1973 fortæller Jens Jørgen Thorsen, at han har planer om at lave en spillefilm, der skal skildre Jesu liv i paradis, og at filmen skal indeholde en række eksplicit seksuelle scener med Jesus i centrum. Offentliggørelsen af filmplanerne fører hurtigt til skarpe udtalelser fra Kristeligt Folkeparti, og 11. august 1973 går 4.000 unge kristne i demonstration fra Trianglen til Rådhuspladsen. I Italien bebrejder Vatikanet i dagbladet Osservatore Romano den danske regering for dens støtte til filmen (filmen har fået 600.000 kroner i offentlig filmstøtte, red.), og i en søndagsprædiken 26. august kalder Paul VI filmen – der på daværende tidspunkt kun er en ide i Thorsens hoved – "grim", "blasfemisk" og "en forbrydelse imod hele den kristne religion". To dage senere – 28. august 1973 – modtager den danske ambassade i Madrid en bombetrussel over telefonen, og i Rom bliver der om natten kastet molotovcocktails mod ambassadør Hans Tabors bolig, og en ambassadeansats bil udbrænder. Terroristerne i Rom efterlader en seddel med teksten: "Danmark er Europas svinesti". Ovenstående eksempler viser, at man tidligere har forsøgt at lægge pres på frihedsrettighederne og ytringsfriheden – herunder retten til at kritisere religion – ved at gøre brug af vold, trusler og indrejseforbud. Men der er også tydelige forskelle på situationen i 1973 og nu. Dengang vovede estimerede og indflydelsesrige politikere nemlig at tale den religiøse ekstremisme midt imod. I 1973 reagerer kulturminister Niels Matthiasen umisforståeligt ovenpå terroranslaget i Rom. I slutningen af august kalder Niels Matthiasen den katolske kirke "reaktionær, fordummende og undertrykkende".