Betal din skat

Danmark har en statsminister, hvis tilværelse den dag i dag er baseret på ikke at betale sin skat.

B.T. kunne i valgkampen dokumentere, hvordan Helle Thorning og Thorning familien i 1999 holdt en tre måneder forlænget ferie i Belgien. Det var disse tre gyldne måneder og "fraflytning fra landet", som gør at Helle Thornings mand ikke betaler sin skat og dermed yder til velfærdssamfundet. Det velfærdssamfund Helle Thorning helt uden blusel selv gør brug af. Udover denne skattetænkning har hun i årevis uberettiget haft mandens personfradrag, manden hun selv var med til at gøre skattefri. Helle Thorning har den dag i dag ikke betalt dette uberettigede store beløb tilbage. Herudover ved vi om Helle Thorning, at hun for at spare nogle få kroner selv, hellere yder til den tyske velfærd end den danske, når hun leaser bil i Fleggaard. Og nu bliver der nedsat en undersøgelseskommission, der skal finde ud af, hvem der lækkede den ulovlige sandhed. Bare et godt råd til S. Hvisk Helle Thorning i øret, at hun skal betale sin skat som vi andre, og betale de penge tilbage hun har unddraget fælleskassen, i stedet for at forsøge at flytte fokus fra, at vi har en latterlig asocial statsminister, der kræver sin ret uden at gøre sin pligt.